Opsigtsvækkende dagbogsnotat: Britisk statsleder ønskede kridhvidt Sydafrika

Den afdøde tidligere britiske statsleder Margaret Thatcher anklages for at hade tyskere og for at gå ind for et kridhvidt Sydafrika i ny kontroversiel bog fra en af hendes betroede ansatte

Nelson Mandela besøgte i 1990 Margaret Thatcher i 10 Downing Street. I virkeligheden ønskede Thatcher et kridhvidt Sydafrika, hvis sir Patrick Wrights ord er sande. Foto: Ritzau/Scanpix
Nelson Mandela besøgte i 1990 Margaret Thatcher i 10 Downing Street. I virkeligheden ønskede Thatcher et kridhvidt Sydafrika, hvis sir Patrick Wrights ord er sande. Foto: Ritzau/Scanpix

Den afdøde tidligere britiske statsleder Margaret Thatcher er 28 år efter hun trådte tilbage som premierminister i Storbritannien igen kommet under beskydning.

Det sker efter lederen af den britiske Hendes Majestæts Diplomatiske Tjeneste under Thatcher, sir Patrick Wright, i en ny bog kommer med en række grove beskyldninger mod sin tidligere chef.

Den nye bog er et sammenskriv af en række af sir Patrick Wrights dagbogsnotater, fra den gang han arbejdede for Thatcher.

Ønskede hvidt Sydafrika
I bogen, som Daily Mail søndag bragte en række uddrag fra og blandt andet Independent citerer, påstår sir Patrick Wright, at Margaret Thatcher var indædt modstander af Sydafrikas brud med apartheid og ligefrem nærede ønsker om, at opdelingen mellem hvide og sorte i landet blev endnu større.

Ifølge sir Patrick Wright ønskede hun en kridhvid stat.

'Hun startede samtalen med at smide en avis, der havde en kritisk historie om Oliver Tambo (daværende ANC præsident, red.) foran os og sagde, det beviste, vi ikke skulle tale med ham.'

'Hun fortsatte med at udtrykke sine ønsker om en tilbagevenden til Sydafrika anno 1910, med en hvid ministat skilt fra nabostaterne. Da jeg argumenterede for, at det ville være en udvidelse af apartheid tordnede hun: - Har du ingen bekymring for vores strategiske interesser?'.

Ifølge sir Patrick Wrights dagbogsnotater faldt ordene i forbindelse med en frokost, han var inviteret til af Margaret Thatcher.

Jernladyen
Margaret Thatcher var premierminister i Storbritannien fra 1979 til 1990. Hun overtog styringen med Storbritannien i en tid, hvor landet var økonomisk i knæ.

Hun var blandt andet kendt for sin kompromisløse politik, sejren over Argentina i Falklandskrigen og at få Storbritannien tilbage på økonomisk fode igen.

Det gav hende tilnavnet Jernladyen.

Klædt i hvidt poserer Margaret Thatcher i en britisk kampvogn ved et besøg blandt de væbnede britiske styrker i Vesttyskland i 1986. Foto: AP
Klædt i hvidt poserer Margaret Thatcher i en britisk kampvogn ved et besøg blandt de væbnede britiske styrker i Vesttyskland i 1986. Foto: AP

Afskyede tanken om tysk genforening
Bogen er spækket med kontroversielle ytringer om Margaret Thatcher.

Blandt andet anklager sir Patrick Wright også Jernladyen for at hade tyskere og håbede til det sidste ikke på en genforening af Vest- og Østtyskland.

Ifølge sir Patrick Wrights dagbog må Thatcher have følt sig særdeles dårligt tilpas i selskab med den vesttyske kansler Helmut Kohl, da hun besøgte ham i februar 1989. Foto: AP/ritzau
Ifølge sir Patrick Wrights dagbog må Thatcher have følt sig særdeles dårligt tilpas i selskab med den vesttyske kansler Helmut Kohl, da hun besøgte ham i februar 1989. Foto: AP/ritzau

'Margaret Thatcher har vist tegn på sit tyskerhad de sidste per uger (...). Hun synes at være besat af tanken om, at tyskere igen kommer til at dominere samfundet. Hun afskyer enhver tale om tysk genforening,' skriver sir Patrick Wright i et dagbogsnotat dateret 29. september 1989 få måneder før murens fald.

Margaret Thatcher døde i april 2013 87 år gammel.

107 kommentarer
Vis kommentarer