Efter mere end 12 timers forhandlinger nåede Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige til enighed om yderligere genåbning af Danmark. Aftalen betyder, at de fleste restriktioner vil være udfaset i september.
Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Justitsministeriet tidligt torsdag. Hele aftalen kan læses her.
- Vi står i en gunstig position i Danmark, hvor der er grund til at gå sommeren optimistisk i møde, siger justitsminister Nick Hækkerup.
- Smitteudviklingen befinder sig på et stabilt niveau, mens vaccinationen af danskerne kører i et godt tempo, siger ministeren i pressemeddelelsen som begrundelse for den yderligere genåbning.
Hækkerup fastslår, at alle restriktioner - undtagen i nattelivet samt i forbindelse med visse arrangementer og rejser til og fra Danmark – vil være væk i september.
Sundhedsminister Magnus Heunicke understreger, at der er tale om en markant genåbning:
- Smitten er på vej ned, 2,5 millioner mennesker har fået mindst ét vaccinationsstik, og det gode vejr arbejder til vores fordel, siger Heunicke.
- Samtidig er det dog vigtigt, at vi fortsat overvåger smitten og slår ned mod lokale smitteudbrud, så vi bevarer epidemikontrollen.
- Her er coronapas et vigtigt redskab, og udfasningen af coronapas vil derfor ske gradvist hen over sommeren, siger Heunicke.
Her er hovedpunkterne i genåbningsaftalen:
- Krav om at bære mundbind eller visir udfases 14. juni 2021 på alle områder undtagen for stående passagerer i den kollektive transport m.v.
- Mundbind og visir udfases helt 1. september 2021.
- Udfasningen af coronapasset vil begynde 14. juni 2021 de steder, hvor der er mindst smitterisiko, bl.a. på biblioteker, fritids- og foreningsaktiviteter (ekskl. idræt) samt folkeoplysning.
- Krav om coronapas bortfalder 1. september 2021 – bortset fra i nattelivet, ved udendørs arrangementer med flere end 2000 siddende tilskuere og ved indendørs stående arrangementer.
- Åbningstiden udvides på serveringssteder til kl. 24.00 fra 11. juni 2021.
- Åbningstiden udvides på serveringssteder til kl. 02.00 pr. 15. juli 2021.
- Antallet af tilskuere til Danmarks EM-kampe øges til maksimalt 25.000
- Natklubber genåbner fra 1. september med krav om coronapas.
- Fra 1. juli hæves det indendørs forsamlingsforbud til 250 personer fra aktuelt 50 personer.