På randen af kollaps: Dødspatruljer likviderer modstandere om natten

Drab på politiske modstandere er blevet en del af hverdagen for befolkningen i Venezuela, efterhånden som presset øges på den siddende præsident, Nicolas Maduro

En gruppe demonstranter bliver anholdt i Venezuela af præsident Manduros sikkerhedsstyrker. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
En gruppe demonstranter bliver anholdt i Venezuela af præsident Manduros sikkerhedsstyrker. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix

I Venezuela spreder dødspatruljer skræk og rædsel, mens præsident Nicolas Maduro desperat forsøger at holde sig ved magten.

USA har allerede anerkendt oppositionsleder og formand for Nationalforsamlingen, Juan Guaidó, som præsident i det uroplagede land, men det får ikke Maduro til at ryste på hånden.

I stedet for at lytte til kravet fra Vesten om at udskrive et nyt præsidentvalg lover den socialistiske leder at udbygge landets hær med bevæbnede civile militser - alle tro mod den siddende præsident. Til maj vil hæren vokse med to millioner mænd, lyder det fra Maduro.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sikkerhedsstyrker på daglige og natlige razziaer i gaderne i hovedstaden Caracas. Indtil videre har de kostet 40 civile livet i Venezuela på blot få uger. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Sikkerhedsstyrker på daglige og natlige razziaer i gaderne i hovedstaden Caracas. Indtil videre har de kostet 40 civile livet i Venezuela på blot få uger. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix

FAKTA: Olierige Venezuela er på randen af kollaps

Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, er mandag blevet anerkendt som fungerende præsident i landet af en række EU-lande.

Han opfordres til at arrangere et nyt præsidentvalg i det uroplagede sydamerikanske land. Venezuela befinder sig trods store oliereserver på randen af et økonomisk kollaps.

Her kan du blive klogere på landet:

* Venezuela ligger i det nordlige Sydamerika og grænser blandt andet op til Colombia og Brasilien. Hovedstaden er Caracas.

* Der bor over 30 millioner indbyggere i landet. Venezuela er 912.050 kvadratkilometer stort, hvilket er over 20 gange så stort som Danmark.

* Venezuela sidder på enorme oliereserver og er meget afhængig af olieindtægter. Da olieprisen faldt på verdensmarkedet i 2014, begyndte de økonomiske problemer for alvor.

* I samme periode er præsident Nicolas Maduros regering blevet ramt af en stribe udenlandske sanktioner på grund af myndighedernes fremfærd mod opposition og samfundskritikere.

* Der er en meget høj inflation på over en million procent. I år ventes en inflation på ti millioner procent.

* Landets økonomi er de seneste år skrumpet med over ti procent.

* Der er mangel på helt basale fødevarer og medicin.

Kilder: AFP, CNN, Washington Post, Den Internationale Valutafond.


Folk bliver dræbt i ly af natten
Presset fra omverdenen virker nemlig til at prelle af på manden, der i 2013 overtog magten, da Hugo Chavez døde. Mandag deltog han i et optog i gaderne i hovedstaden, Caracas, med titusinder af sine specialstyrker, som også består af de civile militser, omkring sig.

Og de bliver ikke bare brugt af Maduro til at vise, at han fortsat har opbakning i Venezuela, advarer menneskerettighedsorganisationer i landet.

De seneste uger er der dukket flere videoer op af militser og sikkerhedsstyrker, der i ly af natten sparker døren ind hos modstandere af regimet og trækker dem ud på gaden, hvor de bliver skudt.

Senest mistede 18-årige Yonaiker Ordóñez livet i en af de daglige razziaer natten til mandag.

- De tog ham med ud til et område bag huset og dræbte ham der, fortæller hans søster, Yengly González, til New York Times.

Mindst 40 mennesker har mistet livet inden for de seneste par uger, og de fleste er dræbt om natten af Maduros loyale korps.

- Konsekvenserne af, at de går ind i boligområder på den måde, er massakre. De er ikke oprettet til at håndtere demonstrationer, siger Keymer Ávila fra en venezuelansk menneskerettighedsorganisation om de voldelige militser til det amerikanske medie.

På Twitter har den amerikanske senator Marco Rubio udtrykt sin foragt over de militser, som hærger i Venezuelas gader.

'Se Maduros dødspatruljer i Venezuela trække en mand ud på gaden, skyde ham og køre væk igen. Lad der ikke herske tvivl om, at dette regime ikke er en regering, men en mafia,' Skriver senatoren.

Se også: Præsidentudfordrer: Politi troppede op i mit hjem

Bevæbner sine støtter
Venezuela har været plaget af voldsomme demonstrationer i månedsvis, men det er ikke kun utilfredse demonstranter, der skal frygte for at blive likvideret om natten.

Flere udenlandske journalister er allerede anholdt af Manduros specialstyrker, og torsdag troppede medlemmer af den berygtede politienhed op i den selvudråbte præsident Juan Guaidós hjem nær Caracas for at spørge efter hans kone.

- Børn er hellige. Hustruer er hellige. Så kryds ikke den røde linje, lød det vredt fra Guaidó.

Men intet tyder på, at Maduro har i sinde at stoppe overgrebene mod sine modstandere. I et tweet skriver han lørdag, at der er endnu flere venezuelanere på vej i gaderne.

'Jeg har beordret flere mænd fra militser ind i vores sikkerhedsstyrker som officerer og soldater. Hvis vi ønsker fred, må vi være klar til at beskytte den', lyder det fra Manduro.

I de kommende dage forventer den 56-årige præsident, at 50.000 mænd vil få adgang til militærets våbenlagre, mens han lover, at der vil være to millioner mænd i militser rundt om i landet inden udgangen af maj.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ingen kan vide sig sikker i Venezuela, hvor befolkningen dagligt bliver udsat for overgreb af militser og sikkerhedsstyrker, som fortsat er tro mod den siddende præsident Manduro. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Ingen kan vide sig sikker i Venezuela, hvor befolkningen dagligt bliver udsat for overgreb af militser og sikkerhedsstyrker, som fortsat er tro mod den siddende præsident Manduro. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix

Danmark peger på Guaidó
Søndag aften udløb den frist, som flere større europæiske lande havde givet Maduro til at udskrive nyt præsidentvalg.

Det sker, efter at oppositionsleder og formand for Nationalforsamlingen Juan Guaidó i januar udråbte sig selv til præsident, fordi han mener, at den nuværende leder er kommet til ved et illegitimt og korrupt valg i 2018.

Vesten anført af USA og flere EU-lande, herunder Danmark, har derfor anerkendt oppositionsleder Gauidó som midlertidig præsident, men Nicolas Maduro nægter altså fortsat at opgive sin plads på magtens tinde.

- Der er ikke reelt en præsident i landet. Det er der ikke, fordi den siddende - som påstår, at han er præsident - er kommet til ved et illegitimt og korrupt valg, sagde udenrigsminister Anders Samuelsen søndag aften til Ritzau.

 

OVERBLIK: Venezuelas vej til dyb politisk krise

Her er en tidslinje over den politiske udvikling i Venezuela siden den socialistiske leder Hugo Chávez' død i 2013.

* Marts 2013: Venezuelas præsident, Hugo Chávez, dør efter 14 år ved magten, hvor han har forsøgt at udøve det '21. århundredes socialisme'. Hans foretrukne efterfølger, vicepræsident Nicolás Maduro, tager over.

* April 2013: Maduro bliver valgt som præsident for en seksårig periode efter et tæt valg. Oppositionens kandidat beskylder efterfølgende Maduro for valgsvindel og opfordrer sine støtter til at demonstrere.

* December 2015: Oppositionen vinder magten i Nationalforsamlingen, mens regeringens popularitet daler efter lang tids økonomisk tilbagegang og inflation efter olieprisens nedtur på verdensplan.

* Marts 2017: Højesteretten i Venezuela, der konsekvent har stået på det regerende socialistiske partis side, meddeler, at den overtager Nationalforsamlingens funktioner.

Højesteret vender dog på en tallerken efter ramaskrig fra verdenssamfundet. Derpå følger flere måneder med protester mod regeringen, hvor flere end 100 mennesker dør.

* Juli 2017: Der indkaldes til en folkeafstemning om at oprette en ny og magtfuld lovgivende institution. Afstemningen boykottes af oppositionen.

Det nye forfatningsråd får i udgangspunktet til opgave at omskrive forfatningen, men overtager afgørende lovgivende funktioner. Det fører til beskyldninger om, at Maduro underminerer demokratiet.

* Februar 2018: Samtaler om forsoning mellem regeringen og oppositionen kollapser på grund af uenighed om datoen for næste præsidentvalg.

Regeringen annoncerer, at afstemningen vil blive afholdt i første halvår af 2018. De største oppositionspartier melder et boykot.

* Maj 2018: Maduro genvinder klart præsidentposten over en mindre kendt oppositionskandidat. Deltagelsen til valget er lav, og USA anerkender ikke valgresultatet.

* Januar 2019: Maduro bliver indsat til sin anden seksårige periode som præsident.

Juan Guaidó bliver leder af Nationalforsamling, som stort set har mistet sin magt. Han kalder Maduro for en 'tronraner'.

* Januar 2019: Guaidó udråber sig selv som midlertidig præsident ved det største møde i oppositionen siden 2019.

Han anerkendes som landets retmæssige præsident af USA og flere af Venezuelas nabolande. Kina og Rusland står dog på Maduros side.

* 4. februar 2019: Storbritannien, Frankrig og Danmark anerkender sammen med flere andre EU-lande Guaidó som fungerende præsident i Venezuela.

Kilde: Ritzau

Se også: EU-lande anerkender Guaidó som præsident i Venezuela

Foto: Ritzau/Scanpix Politik - 2. feb. 2019 - kl. 14:39 General støtter Venezuelas leder for oppositionen

Se også: Maduro afviser EU-landes ultimatum om at udskrive valg

114 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere