Paludan efter nyt demoforbud: - Politiet er nogle fucking møgsvin

Rasmus Paludan kalder det for 'den største fascistiske handling', at flere politikredse nu giver ham forbud mod at demonstrere

Der var endnu en gang optræk til ballade, da Rasmus Paludan afholdt demonstration i Kgs. Lyngby tirsdag. Video: Ritzau

Stifteren af partiet Stram Kurs - den indvandrerkritiske Rasmus Paludan - hævder, at han får ødelagt sine muligheder for at gøre opmærksom på sine politiske synspunkter, når politiet igen og igen giver ham forbud mod at demonstrere.

Det siger han til Ekstra Bladet, efter at Københavns Vestegns Politi netop har givet ham forbud mod at demonstrere i hele Københavns Vestegns Politikreds i 24 timer.

Paludan havde ellers tænkt sig at demonstrere ved Bagsværd Skole klokken 17.10.

Også Københavns Politi har tidligere tirsdag givet Paludan forbud, som har gjort, at to planlagte demonstrationer på Blågårds Plads på Nørrebro og Emblasgade på Østerbro har måttet aflyses.

Begge steder henviser politiet til, at hensynet til den offentlige orden vejer tungere end Paludans behov for at demonstrere. Både søndag og mandag var der voldsom ballade. Søndag på Blågårds Plads på Nørrebro og mandag i Albertslund.

Og Københavns Politi har givet ham et demoforbud, der varer en uge.

Hos Vestegnens Politi siger politiinspektør Mogens Lauridsen:

- Vi følger løbende udviklingen, og vi har nu revurderet situationen således, at vi ikke længere mener, at demonstrationen kan gennemføres uden fare for den offentlige fred eller Rasmus Paludans sikkerhed.

Men Rasmus Paludan er ikke tilfreds.

- Det er den største fascistiske handling. Årsagen er selvfølgelig, at mange betjente holder påskeferie, og de vil hellere sidde derhjemme med deres påskeharer, end de vil sørge for at holde ro og orden. De er nogle fucking møgsvin. De er med til at ødelægge demokratiet og grundloven, siger Rasmus Paludan til Ekstra Bladet.

- Københavns Politi er nogle dovendiderikker og nogle kujoner.

Mandag aften var der ballade i Albertslund efter en aflyst Paludan-demo. Fem Paludan-modstandere blev anholdt for optøjer. Foto: Ritzau Scanpix
Mandag aften var der ballade i Albertslund efter en aflyst Paludan-demo. Fem Paludan-modstandere blev anholdt for optøjer. Foto: Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan frygter, at han mister mulighed for at få vælgererklæringer og dermed politisk indflydelse, hver gang en demonstration forbydes, fortæller han.

Trods forbuddene varsler Paludan, at han vil blive ved med sine demonstrationer, der kritiseres for at være provokerende og opildne til konflikt.

Men Paludan har ikke tænkt sig at standse med sin konfrontatoriske stil, fortæller han.

- Vi demonstrerer for, at flere bliver bekendte med vores politik. Det er virkelig beskæmmende for folket, at politiet på den måde berøver os vores ytringsfrihed, fortsætter Paludan.

Men hvorfor vælger du ikke at gøre opmærksom på dine ytringer på en måde, der ikke er provokerende?

- Den måde, vi får vælgererklæringer på, er at vise forholdene, som de er. Man støtter os ved at vise, at vi har ret.

Hvorfor tror du, at du får det ene demoforbud efter det andet?

- Det er vel, fordi flere og flere kriminelle samfundstabere er blevet opmærksomme på, hvem jeg er. Trusselsbilledet er blevet værre. Det, der kan være sket, er, at nogle har fået blod på tanden, fordi de oplevede, at politiet blev overmandet i Skive under min demonstration 7. april, siger Rasmus Paludan.

Rasmus Paludan vil nu kontakte Nordsjællands Politi og varsle en demonstration i dag klokken 17 i krydset Nybrovej/Engelsborgvej.

Men der er jo en voldsom trafik på stedet på det tidspunkt?

- Ja, det må politiet jo finde en løsning på.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl kom tirsdag Paludan til undsætning, da det kom frem, at flere politikredse har givet Paludan forbud mod at demonstrere.

Tulle fortæller i et tweet, at han har indkaldt justitsministeren til hastesamråd for at få en forklaring.

- Det er jeg glad for, at han har gjort. Det er jeg utrolig tilfreds med. Det viser, at Kristian Thulesen Dahl forstår demokratiet. For det er bindegalt det her. En uges forbud er rablende vanvittigt, og de må ikke udstrække et forbud længere end højest nødvendigt. Her handler det om politiets mulighed for at holde påskeferie, og det bør ikke komme demokratiet til last.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere