Partier om afghanske tolke: De truede skal have hurtig hjælp

Partier, der sendte Danmark i krig, skal hjælpe lokale afghanere hurtigst muligt, mener Venstre inden møde

Afghansk tolk, der skjuler sig bag tørklæde og solbrille. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Afghansk tolk, der skjuler sig bag tørklæde og solbrille. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Mandag skal regeringen mødes med Folketingets partier og drøfte, hvad der skal gøres for de afghanere, som har hjulpet de danske styrker under krigen.

Og her kommer Venstre med en klar opfordring: De partier, som har bragt danske styrker ind i Afghanistan, har et fælles ansvar for hurtigst muligt at løse opgaven.

Det mener Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt.

- Venstre er klar til hurtigst muligt at indgå en aftale med regeringen om, hvad der skal gøres for de lokale medarbejdere og tolke, der har hjulpet danske styrker under krigen, siger han.

Det budskab er politisk ordfører for SF Karsten Hønge enig i.

- Vi må lade tvivlen komme de mennesker til gode, som er i fare for at miste deres liv. Det kan ikke nytte, vi sidder og fedtspiller.

- For i mellemtiden risikerer vi, at Taliban får fat i mennesker, som hjalp Danmark, da vi havde brug for det, siger han.

Hos et andet af regeringens støttepartier, De Radikale, lyder det fra politisk ordfører Andreas Steenberg:

- Danmark skal tage ansvar for de mennesker, der har hjulpet os. Vi skal sørge for, at der ikke er mennesker, der bliver dræbt, fordi de selv eller deres ægtefælle har hjulpet de danske soldater og de danske interesser i Afghanistan.

Også De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, vil gerne hjælpe afghanere, der har hjulpet Danmark.

- Vi går ind til forhandlingerne med krav om, at alle, som har hjulpet Danmark og er truet, fordi de har hjulpet Danmark, skal have hjælp.

- Og det er ikke i orden, at sagsbehandlingen trækker ud, fordi regeringen har været så langsom, siger han.

Da regeringen torsdag fremrykkede drøftelserne, meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at regeringen er klar til at hjælpe.

- Regeringen har sagt fra start, at vi ikke lader nogen i stikken, og det står vi selvfølgelig ved, sagde han i en pressemeddelelse.

Retsordfører fra Dansk Folkeparti (DF) Peter Skaarup skrev fredag på Facebook, at DF gerne vil hjælpe afghanere, der har hjulpet Danmark.

Men det skal foregå i Afghanistan og nærområderne - ikke i Danmark.

Hos Venstre ser man gerne, at der kommer en aftale på plads til mødet mellem regeringen og Folketingets partier mandag.

Og partiet mener, at hjælpen til afghanerne skal bero på en individuel sagsbehandling. Men partiet åbner for at evakuere til Danmark, hvis deres liv er truet.

- Sikkerhedssituationen er forskellig fra, om det er en håndværker, der har været få timer på ambassaden, eller om det er en fra den forreste kamplinje, siger Lars Christian Lilholt.

Partiet har ikke taget stilling til, i hvilket omfang hjælpen skal gives, og om også de berørtes familier skal ydes hjælp.