Partileder under heftig beskydning: Kritikere står frem

Medlemmer af Alternativet tager bladet fra munden og stemmer i ved kritikken af partiets leder, Josephine Fock

Sådan så det ud, da Josephine Fock blev valgt som ny leder for Alternativet. Video: Ritzau

Jorden brænder under Josephine Fock.

Hidtil har kritikken af Focks grænseoverskridende adfærd lydt fra anonyme stemmer, men nu står to medlemmer af Alternativet frem ved navns nævnelse med nye anklager mod det kuldsejlede partis leder.

Der er tale om gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Fanny Broholm, og det tidligere medlem af Alternativets folketingsgruppe Ulla Sandbæk.

Fanny Broholm udtaler sig over for Information, der også tidligere bragte anklager mod Fock fra fire anonyme medlemmer af Alternativet.

- Hun har overfuset mig for bagateller og mistænkeliggjort mine motiver, og hun kommer meget tæt på én fysisk.

- Jeg er ikke bange for nogen mennesker - ud over Josephine. Hun er uegnet til at lede en stor organisation og i særdeleshed et projekt som Alternativet, som vægter empati og gennemsigtighed højt, siger Fanny Broholm til Informationer.

Fanny Broholm arbejdede sammen med Josephine Fock på Christiansborg i to år 2015-2017 først som studentermedhjælper og siden som projektleder.

Smertefuld død
Ulla Sandbæk, der var en del af Alternativets folketingsgruppe 2015-2019, skriver, at partiet risikerer at ’afgå ved en smertefuld død’ med Fock ved roret.

’(…) jeg melder mig ikke ud men afventer at det bliver lysende klart at de kritiske stemmer har ret og at de ikke har udtalt sig for at falde Josephine i ryggen men fordi Alternativet med hende som forperson med sikkerhed vil afgå ved en smertefuld død.’

’Det er i hvert fald grunden til at jeg selv har udtalt mig og udsat mig for al den hadefulde beklikkelse fra baglandet af mine motiver’, skriver hun på sin åbne Facebook-profil.

Ulla Sandbæk er gået til tasterne, efter medstifter af Alternativet Niko Grünfeld tidligere i dag i et debatindlæg i Politiken udtalte, at han melder sig ud af partiet.

Exiten skyldes ifølge Grünfeld blandt andet dårlig ledelse af Josephine Fock og hovedbestyrelsen.

'Den syge kultur er i dag strukturelt indlejret, der er blevet lækket fortrolige oplysninger, rygter svirrer, personangreb er hverdagskost, og sammenholdet i partiet er ikkeeksisterende'.

'Så derfor melder jeg mig d.d. ud af Alternativet og bliver løsgænger i Borgerrepræsentationen, mens jeg vurderer, om det endda er helt fri af politik, at jeg vil gøre mest gavn', skrev han.

Fuld tillid til Fock
Josephine Fock skriver i en kommentar til Information, at hun ikke kan genkende det billede, som Fanny Broholm beskriver.

Ifølge DR holder Alternativets hovedbestyrelse de kommende tre dage fortrolige møder med en række folk, der på bestyrelsens opfordring vil fortælle deres side af sagen.

Alternativets hovedbestyrelse vil ikke bekræfte over for DR, om det er tale om personerne, der stod frem med kritik af Josephine Fock i Information.

Hovedbestyrelsen fredede dog Josephine Fock i tirsdag ved at udtrykke sin fulde tillid til hende.

Fanny Broholm og Ulla Sandbæk meddeler begge Ekstra Bladet, at de ikke har yderligere kommentarer.

Josephine Fock skriver i en sms til Ekstra Bladet:

'Som jeg hele tiden har sagt, vil jeg gerne tale med alle, der har en holdning til Alternativet. Min dør står åben, og min telefon er altid åben'.

197 kommentarer
Vis kommentarer