Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, befinder sig i disse dage i et voldsomt politisk stormvejr.
En af Johnsons partifæller anklager den regeringen for at afpresse utilfredse partimedlemmer. En har forladt Det Konservative Parti og skiftet til det største oppositionsparti, Labour. Og premierministerens popularitet er i frit fald.
Stormvejret, der har ramt Johnson, er blevet fremkaldt af de drukfester, som angiveligt har været afholdt i eller omkring regeringen, mens landet var ramt af coronarestriktioner.
Denne uge forventer man så, at en såkaldt 'Partygate'-rapport, som skal kaste lys over dette, bliver færdiggjort.
Rapporten udarbejdes af embedsmanden Sue Gray, og den er alt afgørende i forhold til, om han kan beholde magten.
Det skriver CNN.
Oppositionspartiet Labour har længe krævet Johnsons afgang på grund af festerne.
Tidligere på måneden måtte en ydmyget Johnson undskylde over for kollegaerne i parlamentet og selve den britiske dronning.
Se Johnson undskylde i parlamentet her. Artiklen fortsætter under videoen
Foran en storgrinende forsamling hævdede Johnson hårdnakket fra talerstolen i parlamentet, at han troede, at havefesten var 'arbejdsrelateret'.
Men det er en lodret løgn, hæver hans tidligere stabschef og nære fortrolige Dominic Cummings.
- Premierministeren kendte til invitation (på mail, red.). Han vidste, at der var tale om en fest, og han løj overfor parlamentet, siger Cummings til Sky News.
Cummings henviser til en yderst skadelig mail, som er kommet frem i offentlighedens lys.
I indbydelsen til det, som Boris Johnson altså troede var en arbejdsrelateret begivenhed, havde hans primære privatsekretær, Martin Reynolds, nemlig skrevet 'BYOB (bring your own booze, red.) - altså at man skulle medbringe sin egen sprut.
Den mail hævder Cummings, at Johnson havde set og godkendt, før den røg ud til omtrent 100 personer. Han siger videre, at han er villig til at sværge på det.