Pas på, Trump: Nancy er tilbage

Nancy Pelosi er en af de få politikere i USA's historie, der er valgt for anden gang til magtfuld toppost

Demokraten Nancy Pelosi er valgt som ny formand for Repræsentanternes Hus. Foto: AP
Demokraten Nancy Pelosi er valgt som ny formand for Repræsentanternes Hus. Foto: AP

Demokraten Nancy Pelosi er torsdag valgt som ny formand for Repræsentanternes Hus i Washington.

Inden afstemningen var færdig torsdag aften dansk tid, havde Pelosi sikret sig opbakning fra et flertal af medlemmerne, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Det var på forhånd ventet, at Pelosi ville blive valgt til den magtfulde formandspost.

Demokraterne har 235 pladser i Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne mistede flertallet ved midtvejsvalget i november og nu sidder på 199 pladser.

Republikanerne havde opstillet Kevin McCarthy som formandskandidat.

Pelosi er den eneste kvinde, der har siddet på posten som formand for Repræsentanternes Hus.

Hun sad på formandsposten fra januar 2007 til januar 2011 og har siden da været leder af det demokratiske mindretal.

Nu er hun også en af de ganske få politikere i USA's historie, der får endnu en embedsperiode på den vigtige post.

Hun er valgt til formandsposten for en toårig periode. Den 78-årige toppolitiker har dog på forhånd givet løfte om, at hun ikke vil sidde på posten længere end fire år.

Blandt nogle demokrater har der været udtrykt ønske om fornyelse på posten.

Pelosi var i sine første år en stærk oppositionsleder over for republikaneren George W. Bush i de to sidste år af hans præsidenttid.

Ud over at forsøge at lægge en dæmper på den nuværende præsident, Donald Trump, skal Nancy Pelosi holde fast i tømmerne i sit eget parti, hvor der ikke er enighed om, hvor hård en konfrontationskurs demokraterne skal anlægge over for Trump.

413 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere