Pelosi gør klar til at sende rigsretssag til Senatet

Efter afstemning i Repræsentanternes Hus kan Senatet snart tage hul på rigsretssagen mod Donald Trump

Arkivfoto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix

Repræsentanternes Hus vil onsdag stemme om at sende anklagepunkterne i rigsretssagen mod præsident Donald Trump videre til Senatet.

Det har den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, meddelt på et møde med demokratiske politikere tirsdag, oplyser nogle af deltagerne på mødet.

En afstemning i Repræsentanternes Hus onsdag åbner for, at Senatet kan indlede rigsretssagen mod præsidenten allerede i denne uge.

Det kan dog tage flere dage for Senatet at få formaliteterne på plads, såsom at tage medlemmer af Kongressen i ed.

Pelosi siger videre på mødet tirsdag morgen lokal tid, at hun onsdag vil sætte navn på de politikere, der på vegne af Repræsentanternes Hus skal føre sagen i Senatet. Det oplyser demokraten Henry Cuéllar til Reuters.

De to anklagepunkter mod Trump handler om embedsmisbrug og hindring af Kongressens arbejde.

Præsidenten er anklaget for at have misbrugt sin magt ved at presse Ukraines regering til at iværksætte en undersøgelse af Trumps politiske rival Joe Biden og dennes søn.

Derudover er præsidenten anklaget for at have modarbejdet Kongressen i efterforskningen af sagen - blandt andet ved at forhindre embedsfolk og rådgivere i at vidne.

Det er kun tredje gang i USA's historie, at der indledes en rigsretssag mod den siddende præsident.

68 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere