Pernille på spanden: - Det er træls

Sønderjyden skal ændre sine vaner, når regeringen vil fremover have danskerne til at sortere ti typer affald

- I hjemmet vil det være en udfordring at finde fysisk plads til de mange forskellige beholdere, siger Pernille Dahl Madsen. Foto: Anders Brohus
- I hjemmet vil det være en udfordring at finde fysisk plads til de mange forskellige beholdere, siger Pernille Dahl Madsen. Foto: Anders Brohus

Pernille Dahl Madsen fra Aabenraa skal lige have lov til at tygge lidt på den.

Hun og landets resterende 5,8 millioner borgere skal fremover sortere ti forskellige typer affald.

Hverken mere eller mindre kan gøre det, mener landets miljøminister, Lea Wermelin, der vil rydde op i vores affaldssorterings-vaner med et nyt klimaudspil.

Mandag præsenterede Lea Wermelin og klimaminister Dan Jørgensen en række tiltag, der skal gøres affaldssektoren klimaneutral.

Mest indgribende i danskernes hverdag er forslaget om en landsdækkende og ensartet affaldssortering i hjemmet, i sommerhuset og på arbejdspladsen af ti affaldstyper, heriblandt nye typer som tekstiler og mad- og drikkekartoner.

Mega-træls
Pernille Dahl Madsen skal i dag blot sortere plast, metal og husholdningsaffald i derhjemme, hvor hun bor i et rækkehus.

Hvis det står til ministeren, skal den 53-årige jobkonsulent dermed sortere langt mere fremover, end hun gør i dag.

- Det bliver mega-træls, for det er blevet en vane, at man bare smider det hele i samme spand, men min søn, der bor i Kolding, skulle også pludselig sortere mere, og det er altså lykkedes ham, så mon ikke jeg også klarer den.

- Det er en omstilling og en god vane, der skal indføres, og så længe at forbrændingsanlæggene kan være med, giver det god mening, siger Pernille Dahl Madsen.

Regeringens udspil

Ensartet og landsdækkende affaldssortering af de ti affaldstyper: Metal, madaffald, pap, papir, glas, plast, restaffald, farligt affald, mad- og drikkekartoner, tekstiler

Regeringen vil invitere folketingets partier til en drøftelse af, hvordan man effektiviserer forbrændingsanlæg og begrænser import af udenlandsk affald

Regeringen vil skabe grønne arbejdspladser ved at skabe udbud på behandling af husholdningers genanvendelige affald

Regeringen vil skabe et partnerskab, der skal opfinde intelligent affaldshåndtering med digitale løsninger

Tiltagene lader dog ikke til at få en voldsom stor betydning for klimaregnskabet. Tværtimod. Miljøministeriet vurderer, at regeringens udspil blot vil reducere CO2-udledningen med 0,7 million tons i 2030.

I 2017 udledte Danmark 50,6 millioner tons CO2.

Pladsproblemer
Det er i dag vidt forskelligt fra kommune til kommune, hvordan man sorterer affald.

Dermed får miljøministerens udspil stor betydning for en kommune som Aabenraa, men næsten ingen for København, hvor man i forvejen sorterer stort set alle de ti typer affald.

Pernille Dahl Madsen forudser, at hun - og mange andre - får problemer med at finde plads til nye affaldsspande i køkkenet.

- I hjemmet vil det være en udfordring at finde fysisk plads til de mange forskellige beholdere.

- Jeg har allerede flere beholdere, men det antal skal forøges, og det kan blive problematisk i vores rækkehus, hvor vores bryggers er lille, siger hun.

Hvor mange spande skal hver husstand have i fremtiden? Lea Wermelin gør dig meget klogere her. Video: Ritzau

Minister: Ikke nødvendigvis flere spande

- Hvor mange spande forestiller du dig, at danskerne skal have i hjemmet fremover for at sortere de ti affaldstyper?

- Det kommer an på hvilke kommune, vi taler om, men vi kan se, at det kan lade sig gøre at affaldssortere mange typer, og hvis man skal sortere ti typer affald, vil et typisk parcelhus kunne nøjes med 2-4 spande afhængig af, hvor mange rum der i spandene.

- Hvad med oppe i lejlighederne? Hvor mange spande skal folk fremover have stående under vasken?

- Det affald, man producerer i dag, vil man også have i fremtiden, så det er et spørgsmål om, hvorvidt man kommer affaldet i den rigtig spand – ikke om man skal have flere. 

- Hvor stor effekt vil det her udspil egentlig få, når eksempelvis københavnerne allerede sorterer næsten alle affaldstyper?

- I København er man langt, men i mange andre kommuner er man nede på tre affaldstyper, så der vil man mærke en stor forskel.

Pernille Dahl Madsen. Foto: Anders Brohus
Pernille Dahl Madsen. Foto: Anders Brohus
 

467 kommentarer
Vis kommentarer