Plan for massenedrivning i Vollsmose: - Voldsomt

Inden for to år skal de første beboere i Danmarks største ghetto være genhuset, lyder det fra Odense Kommune

Her fortæller en butiksejer i Vollsmose hvad nedrivningen kommer til at betyde for ham. Video: Stine Tidsvilde

Tirsdag eftermiddag slog Odense Kommune fast med syvtommersøm, at store dele af bydelen Vollsmose skal jævnes med jorden.

På et pressemøde kunne borgmester Peter Rahbæk Juel og stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen endelig give offentligheden og de godt 7700 bekymrede borgere i Odense-bydelen svar på, hvem der skal gå fra hus og hjem.

- Det bliver ligesom at gå til eksamen igen, for det er saftsuseme et stort projekt, vi har foran os, siger Stefan Birkebjerg Andersen indledningsvist på pressemødet.

Problemfyldt ghetto forsvinder
Byprojektet, der har været i støbeskeen siden regeringen vedtog sin ghettoplan i 2018, ér kæmpestort - det største af sin slags indtil videre på dansk grund.

Men nu er ventetiden forbi for beboerne, og resultatet er, som Ekstra Bladet allerede 24. april kunne afsløre, at 1000 ud af områdets 2872 almene boliger rives ned. Det betyder, at mellem 2500 og 3000 af Vollsmoses beboere senere tirsdag på et beboermøde får besked på, at de skal flytte og genhuses inden for ti år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel lover at finde nye, tilsvarende boliger til de familier, der blever smidt ud, når deres bolig rives ned. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel lover at finde nye, tilsvarende boliger til de familier, der blever smidt ud, når deres bolig rives ned. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

Det er især store dele af Bøgeparken og Egeparken, hvor politiet ofte har problemer med kriminelle grupperinger, der forsvinder og skal bygges om.

- Det står klart for os, at vi er nødt til at handle, og det gør vi så nu. Vollsmose er en ghetto, som vi skal bryde op. Vi skal gøre op med parallelsamfundet og gøre det til en åben bydel. Og især Bøgeparken kommer ikke til at ligne sig selv. Vi begynder netop der, fordi vi har for øje, at der foregår meget kriminalitet. Men vi skal fortsat gøre en stor indsats for bekæmpe kriminaliteten herude, fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel til Ekstra Bladet.

Vollsmose huser cirka 40 procent børn, og derfor er 'Fremtidens Vollsmose', som projektet hedder, udtænkt med hovedfokus på dem, understreger borgmesteren.

- Hvis du er barn i Vollsmose, skal du næsten være verdensmester i mønsterbrud for at at klare dig lige så godt, som børn uden for Vollsmose. Vi kommer til at foretage markante ændringer på deres vegne.

Vred beboer
Odense Kommune vil fjerne de 1000 boliger for at leve op til regeringens krav om maksimalt 40 procent almene boliger i de hårdeste ghettoområder.

Ekstra Bladet har tidligere talt med en ekspert i byudvikling, som sætter spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre at genhuse så mange mennesker. Netop den bekymring deler en skuffet beboer i området.

- Det er voldsomt og kommer til at berøre rigtig mange mennesker. Jeg tror også, at planen er mere voldsom, end mange havde ventet, siger Nicki Goldmann, beboerrepræsentant og formand for samarbejdsrådet i Vollsmose.

Men det løser ikke noget at køre bulldozerne i stilling, mener Nicki Goldmann.

- Vollsmose er ikke en dårlig bydel. Vi har et godt fællesskab. Det er kun et lille antal kriminelle, der ødelægger det for de andre. Man kunne have startet med at lave en indsats dér. Det har man aldrig rigtig gjort, siger Nicki Goldmann.

Peter Rahbæk Juel lover dog, at man ikke vil opleve at stå uden bolig eller få tilbudt en, der er markant dyrere.

- Der er ingen tvivl om, at det er en kompliceret genhusningsopgave, vi har har foran os, fordi det er så mange mennesker, vi taler om. Men vi har til gengæld lavet et aftale med dem, der har flest lejligheder i Odense, g de har gode erfaringer med sådanne projekter.

- Ingen kommer til at mangle bolig, garanterer socialdemokraten, der dog ikke vil lægge hovedet på blokken og love, at man kan få en bolig til samme huslejepris.

Sådan lyder planen

Massenedrivningerne i Vollsmose begynder i 2021. Kommunen har valgt at rive blokke i de mest problemfyldte områder af bydelen ned:
 

2020: Fyrreparken 26 boliger (allerede vedtaget i 2017)


2021: Bøgeparken 287 boliger

2022: Birkeparken 200 boliger

2023: Granparken 126 boliger

2024: Lærkeparken 136 boliger

2025: Egeparken 191 boliger

Alle nedrivninger skal ifølge planen være gennemført  inden udgangen af 2029.

Kilde: Odense Kommune

Attraktivt for nye investorer
Vollsmose er kendt for at værre hjemsted for hårdkogte kriminelle bander og en stor andel beboere, som står udenfor arbejdsmarkedet. Det skal der nu laves om på ved at give plads til nye investorer, letbanen og arbejdspladser.

'Både kommune og boligorganisationer understøtter med salg af de mest attraktive arealer, at der tiltrækkes private investorer, da dette er afgørende for udviklingen', lyder det i planen, som fortsættes.

'Ændringer som følge af dialogen med investorerne vil blive indarbejdet i udviklingsplanen.'

Udviklingsplanen for det 'Fremtidens Vollsmose' er udviklet i samarbejde mellem boligforeningerne Civica og Fyns Almennyttige Boligselskab samt Odense Kommune.

Den omfattende nedrivningsplan kommer til at koste de berørte boligforeninger i Vollsmose mere end tre milliarder kroner, lyder det ifølge planen. Og derfor er der i den grad brug for investorer, siger Peter Rahbæk Juel.

- Det er altafgørende, at der kommer kapital ind i projektet, og vi er allerede langt med at få den del på plads, forsikre han.

Planen skal endeligt vedtages af lokalpolitikerne på et byrådsmøde 22. maj. Derefter vil Transport-, Bygnings- og Boligministeriet give grønt lys 1. juni 2019.

Utilfredsheden er stor blandt beboerne i Vollsmose. Foto. Stine Tidsvilde Politik - 24. apr. 2019 - kl. 21:41 Vollsmoses beboere i oprør: Hvor vil de sende os hen?

Se også: Kommune om masse-nedrivninger: Sandt, men forældede oplysninger

Ghettoen Vollsmose uden for Odense skal udsættes for omfattende nedrivninger. Se Odense Kommunes forslag til nedrivninger længere nede i artiklen. Grafik: Mikkel Jensen Dansk politik - 24. apr. 2019 - kl. 15:55 Tusindvis af mennesker mister deres hjem: Sådan vil kommunen knuse Vollsmose

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere