Polens regering kollapser i kølvandet på omstridt medielov

Polens fyrede vicepremierminister har trukket sit parti ud af regeringen. Ministeren er imod en ny medielov

Underhuset i Polens parlament godkendte onsdag aften en omstridt ny medielov, der strammer reglerne om udenlandsk ejerskab af polske medier. Foto: Slawomir Kaminski/Reuters
Underhuset i Polens parlament godkendte onsdag aften en omstridt ny medielov, der strammer reglerne om udenlandsk ejerskab af polske medier. Foto: Slawomir Kaminski/Reuters

Polens konservative koalitionsregering er onsdag kollapset. Det sker i kølvandet på premierminister Mateusz Morawieckis fyring af sin vicepremierminister, Jaroslaw Gowin, tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Jaroslaw Gowins konservative parti, Porozumienie (Aftale), har således besluttet at forlade koalitionsregeringen såvel som den fælles parlamentariske gruppe med det regerende PiS-parti (Lov og Retfærdighed).

Det er nu Porozumienies plan at fortsætte som en uafhængig parlamentarisk gruppe, oplyser talsperson Jan Strzek på Twitter.

Med Porozumienies afgang har PiS mistet sit flertal i det polske parlament. Dermed peger alt i retning af en mindretalsregering.

- Det er svært og ubehageligt at regere i sådan en situation, men det er ikke umuligt, siger PiS-talsmand Radoslaw Radoslaw Fogiel ifølge mediet Wirtualna Polska.

Jaroslaw Gowins Porozumienie-parti havde 12 af den regerende koalitionsregerings 232 sæder i parlamentet.

Premierminister Mateusz Morawiecki fyrede tirsdag sin vicepremierminister.

Det skyldtes angiveligt, at vicepremierminister Gowin nægtede at bakke op om en ny medielov, der forbyder ikkeeuropæisk ejerskab af medier i Polen.

Modstandere af loven mener, at den er et forsøg fra PiS' side på at kvæle en tv-station ved navn TVN24, der er kendt for at være kritisk over for regeringen.

Tv-stationen er ejet af det amerikanske medieselskab Discovery.

Den udskældte medielov blev vedtaget i Polens underhus onsdag aften.

Det skete ifølge nyhedsbureauet Reuters med stemmerne 228 for og 216 imod, mens ti parlamentarikere afstod fra at stemme.

Lovforslaget sendes nu videre til behandling i det andet kammer i parlamentet, senatet.

Debatten forud for onsdagens afstemning i parlamentet i Warszawa foregik med råb og skænderier, hvilket tydeliggør den dybe politiske splittelse i Polen.

Tusindvis af polakker har i de seneste dage protesteret mod loven.