Ved du noget om sagen, så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk
Blækket var knap tørt på justitsminister Søren Papes (K) nye højtprofilerede bandepakke-aftale, før den hardcore tyske rockerklub Guerilla Nation gjorde sit indtog i Danmark.
Dermed har i alt otte udenlandske rockerklubber etableret sig herhjemme siden 2013, hvor der også blev vedtaget en bandepakke af den daværende SR-regering.
Aftalen om den nye bandepakke blev indgået af regeringen sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti 24. marts i år. Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at rockerklubben Guerilla Nation fem dage efter – 29. marts – meldte ud, at den nu har en afdeling i Danmark, hvilket samtidig blev markeret med en Facebook-side for de danske ’brødre’, hvor den danske afdelings logo vises frem.
Våben, likvidering og narko: Så hardcore er ny tysk rockerklub i Danmark
Guerilla Nation blev grundlagt i Tyskland i 2015 og har på trods af gruppens korte levetid allerede trukket mange overskrifter i Tyskland for sager om vold, likvidering og narko.
Rocker dræbt i Berlin: Blev skudt på motorcykel
Gamle kendinge
Hos Nationalt Efterforskningscenter (NEC) bliver den tyske gruppes indtog i Danmark fulgt tæt, fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard:
– Vi er opmærksomme på, at grupperingen er opstået og har markeret sig på de sociale medier, fortæller han.
– Det er i en meget tidlig fase, så det er svært at sige så meget om. Men vi har fulgt dem i noget tid og kan se, at det er gamle kendinge fra andre bandegrupperinger, der optræder omkring gruppen. For os at se er det nye trøjer på gamle kendinge, fortsætter han.
I kredsen omkring Guerilla Nation er der tidligere medlemmer af Black Jackets, Osmanen Germania og andre grupperinger fra det storkøbenhavnske område, forklarer Michael Kjeldgaard:
– De ser ud til at ville gøre sig gældende omkring det københavnske nordvestkvarter. Men igen er det for tidligt at sige, hvad det bliver til. Vi har før set grupper, som ikke er blevet til mere. Men vi følger dem selvfølgelig tæt.
Konflikter
Guerilla Nations indtog på den danske rockerscene, hvor der i forvejen findes 7 klubber ud over Hells Angels og Bandidos samt diverse bander, kan medføre en optrapning af konflikter, fortæller chefen for NEC
- Når der kommer nye grupper til, kan det give konflikter, hvis de vil ind og være en magtfaktor i et område i forhold til narkomarkedet og kriminaliteten i øvrigt. Når banderne bliver en del af en international gruppering, kan det også betyde, at de skal ud og manifestere sig og vise moderklubberne, hvad de duer til. Og det kan give konflikt og konfrontationer - også i det åbne rum.
- Der er generelt en ubalance på bandeområdet i øjeblikket. Med flere mindre grupperinger i forhold til tidligere, hvor der var færre grupper at forholde sig til, siger Michael Kjeldgaard.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra medlemmer af Guerilla Nation, men de er ikke vendt tilbage.
Våben, likvidering og narko: Så hardcore er ny tysk rockerklub i Danmark