Politikere efter minister-afsløring: - Meget alvorligt

Støttepartierne langer nu igen efter ud regeringen i sagen om børnene i Syrien og kræver, at justitsminister Nick Hækkerup giver redegørelse om PET-vurdering

Under et samråd i Folketinget 4. marts 2021 slog justitsminister Nick Hækkerup (S) fast, at hans embedsmænd ikke har forsøgt at påvirke PET til at ændre deres vurdering eller forsøgt at forsinke den.

Knap er udenrigsminister Jeppe Kofod kommet af krogen i sagen om de danske børn i Syrien, før en ny vigtig minister i Mette Frederiksens regering ser ud til at være i problemer i samme sag.

Denne gang er det justitsminister Nick Hækkerup og hans ministeriums håndtering af en central PET-vurdering, som får både Enhedslisten, Radikale Venstre og SF op i det røde felt.

- Det her er meget alvorligt, lyder det fra Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

Baggrunden er Ekstra Bladets afsløring søndag, hvor Nick Hækkerup erkender, at han forud for et samråd i september 2019 blev orienteret om en PET-vurdering, der tilsiger, at danske børn i Syrien ikke er en trussel, og at risikoen for radikalisering forøges, jo længere tid de opholder sig i lejrene.

Men den information blev Folketinget ikke indviet i under samrådet i september 2019, og først syv måneder senere blev PET-vurderingen kendt for offentligheden, da efterrretningstjenestens årlige trusselsvurdering udkom efter et års forsinkelse.

- Det havde da bestemt været en relevant oplysning i samrådet, at også PET mener at der er risiko for radikalisering. Det er rigtigt, at mange eksperter havde vurderet det samme allerede, men det er relevant og meget tungtvejende, når PET siger det. Nu må vi spørge ministeren, hvad der er op og ned her, siger Rosa Lund.

Ekspert: Hækkerup på kant med loven

Hvis Folketingets partier føler sig taget ved næsen af justitsminister Nick Hækkerup, er det berettiget, lyder det fra professor i forvaltningsret, Sten Bønsing.

- Jeg kan godt forstå, hvis Folketinget føler, at de har fået tilbageholdt nogle væsentlige oplysninger. Man kan stadig diskutere, om det handler om voksne fremmedkrigere eller børn, men der er tradition for, at ministre ikke laver en skarp afgræsning i deres svar, for det er Folketinget normalt ikke tilfredse med, for det gør det svært for Folketinget at håndtere, siger professoren fra Aalborg Universitet.

Han vurderer, at justitsministeren i det konkrete forløb er på kant på ministeransvarlighedsloven.

- Det er på kant med ministeransvarlighedsloven, vurderer jeg, og noget som Folketinget tidligere har givet næser for, siger han og uddyber:

- Det ligger i standarden for vildledning af Folketinget, at de svar, ministeren giver, skal være retvisende, dækkende og ikke urimeligt mangelfulde. Folketinget skal ikke efterlades af, at de kun har fået noget af historien. 

Mistanke om træls rapport
SFs retsordfører, Karina Lorentzen, mener, at justitsministeren må komme med en redegørelse, der giver klare svar på, hvad der foregået i Justitsministeriet.

- Det er lidt mærkeligt, at ministeren har gået med en viden, som vi har haft brug for for at kunne tage stilling til spørgsmålet om børnene. Det synes jeg, han bør redegøre for, siger hun.

Hun undrer sig i øvrigt over, at Nick Hækkerup på samrådet i september 2019 henviste til en halvandet år gammel trusselsvurdering fra PET, når Justitsministeriet og flere topembedsmænd vidste, at der lå en nyere udgave med vurderingen af børnene.

- Det er kritisabelt, at man har henvist til en forældet rapport når der forelå en ny. Det er svært ikke at få en mistanke om, at det var træls, at rapporten kom frem, fordi den gik mod regeringens linje, siger hun.

Også Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er stærkt forundret over, at Nick Hækkerup har ligget inde med den viden uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

- Det undrer mig meget, og jeg håber, der er god forklaring på det, og det er helt klart noget, vi skal spørge justitsministeren om. For det ser mærkeligt ud, siger han.

Tidslinje

Januar, 2018:
PET og Center for Terroranalyse udgiver den årlige Vurdering af Terrortruslen mod Danmark. Børnene i Syrien nævnes stort set ikke i rapporten.

Marts, 2019:
Justitsministeriet modtager PETs nye Vurdering af Terrortruslen mod Danmark. PET vurderer i rapporten, at børnene i Syrien ikke udgør en trussel. Ministeriet stempler rapporten som et udkast, og den offentliggøres ikke, og Nick Hækkerup har siden oplyst, at flere terrorangreb forsinkede vurderingen.

September, 2019:
Under et samråd om fremmedkrigere Syrien henviser justitsminister Nick Hækkerup til trusselsvurderingen fra januar 2018, selv om ministeriets top kender til den nye rapport.

Marts, 2020:
Efter et års forsinkelse udgives PETs trusselsvurdering.

September, 2020:
FE deler oplysninger med fire ministerier - Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet om, at Islamisk Stat har smuglet 30 børn ud fra fangelejrene i Syrien, at de planlægger at smugler yderligere 350 børn ned til år 10 år, samt driver en børneafdeling inde i lejrene.

April, 2021:
Udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen siger under et samråd i Folketinget, at de ikke kendte til de konkrete FE-oplysninger, som Ekstra Bladet afslørede.

Hækkerup kendte til hemmelig PET-vurdering
Hækkerup forklarer i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet, at han henviste til PET's trusselsvurdering fra 2018 under samrådet i september 2019, 'fordi, at det var den gældende trusselsvurdering på det pågældende tidspunkt.'

Justitsministeren peger samtidig på, at samrådet primært handlede om de voksne fremmedkrigere og mindre om børnene.

Men han erkender for første gang, at han på det tidspunkt vidste, at PET havde en konkret vurdering i forhold til børnene, som han tilsyneladende valgte ikke at dele med Folketinget.

'Jeg havde ikke på tidspunktet for samrådet fået forelagt noget udkast til den VTD (trusselsvurderingen, red.), som blev offentliggjort i marts 2020. På tidspunktet for samrådet var jeg imidlertid bekendt med, at PET også på det tidspunkt vurderede, at risikoen for radikalisering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø.'

Ekstra Bladet har efterfølgende forsøgt at få oplyst, hvorledes han kendte til PETs vurdering på det tidspunkt, da det ikke var offentligt kendt. Justitsministeriet er ikke vendt tilbage på det spørgsmål.