Politikere: Kommunerne svigter alvorligt syge

Adskillige hjerneskadede får ikke den behandling, de har brug for - det er kommunernes skyld, mener flere sundhedsordførere

Følg Politik

Kommunerne er for dårlige til at give den rette behandling til danskere, der bliver ramt af en hjerneskade. Sådan lyder konklusionen fra to sundhedsordførere.

Torsdag sendte TV 2 dokumentarfilmen 'Dem, vi var', hvor Mette Line rejser en hård kritik af det danske sundheds-system, som, hun føler, har svigtet hende og hendes nu eksmand Kristian.

Så du 'Dem, vi var': Nu har Kristian fået job

Han blev ramt af en hjerneskade og var efterfølgende på hele 24 forskellige behandlingssteder i forbindelse med hans rehabilitering.

- Det er en katastrofe, at han har været på 24 forskellige behandlingssteder. Vi har nogle få virkelig velfungerende genoptræningssteder, men de har simpelthen ikke ressourcer nok til at tage sig af alle med hjerneskader, siger SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

Line Mette, som var igennem en hård kamp for at hjælpe sin mand, forklarer i filmen, at de tydeligt mærkede manglen på ressourcer i forbindelse med Kristians genoptræning.

Kommunerne fejler
Det er kommunernes ansvar at sørge for, at patienterne får den rigtige behandling, og det ansvar er de for dårlige til at varetage. Det mener både DF og SF.

- Kommunerne burde sende flere hjerneskadede afsted til specialiserede institutioner. Kommunerne kan ikke se, at der er potentiale i at genoptræne folk, men det er der, fordi det er billigere at gøre dem selvhjulpne, end at de skal have hjemmepleje, siger DF's sundhedsordfører Liselott Blixt.

Mette Line forlod sin syge mand: 'Den gamle Kristian forsvandt'

SF's sundhedsordfører er enig i, at de enkelte kommuner ikke er gode nok til at løse problemerne selv.

- Vi kan se at i takt med, at kommunerne har trukket opgaverne hjem, så har det været svært at opretholde en vis kvalitet. Det kan være, at flere kommuner bør gå sammen om den samme indsats,  siger Kirsten Normann Andersen.

Der har længe været lagt op til, at kommunerne skal samarbejde om at løfte opgaverne med hjerneskadede, men indsatsen har ikke været tilstrækkelig. Det mener Kirsten Normann Andersen.

- Det var sådan set formålet med kommunalreformen, men der er åbenbart en tendens til, at kommunerne ikke så gerne vil købe af hinanden, fordi de tænker, at de måske ville kunne gøre det billigere selv, siger hun.

Samfundet betaler prisen
Når en mand bliver sendt rundt til 24 forskellige behandlingssteder, så koster det samfundet dyrt. Derfor er det afgørende, at ofrene med det samme får den rette behandling.

- Man har lavet en økonomisk beregning på, om det kan betale sig at genoptræne folk, og det kan det altså godt. Vi har set flere eksempler på, at de, der får special genoptræning, de kan vende tilbage på arbejdsmarkedet igen, siger Liselott Blixt.

Den betragtning er hun ikke alene om. Hos Socialistisk Folkeparti deler de oplevelsen af, at samfundet spilder for mange penge, ved at kommunerne forsøger at løse problemerne selv.

- Det er for dyrt at tænke sådan, fordi man risikerer at flytte borgere til forkerte institutioner og give dem den forkerte hjælp. Jeg tror, man skal genoverveje, om det var rigtigt at flytte så store dele af genoptræningsindsatsen ud i kommunerne. Måske skulle man centralisere dem ved at lade regionerne have mulighed for at arbejde med opgaven i længere tid, siger Kirsten Normann Andersen.

Ingen politisk løsning
Det kan blive en svær udfordring at hjælpe alle hjerneskadede med at få den rette behandling, fordi ressourcerne ikke er tilstrækkelige, mener Kirsten Normann Andersen, som dog understreger, at man ikke kan gøre nok for at genoptræne patienter, som lider af en hjerneskade.

Hos Dansk Folkeparti mener man dog ikke, at ressourcerne er et reelt problem, da der findes specialiserede behandlingssteder, som fungerer godt. Det er udelukkende kommunernes opgave at sørge for, at borgerne bliver sendt ud til steder, som kan bidrage med den nødvendige genoptræning.

- På Center for Hjerneskade på Amager er der mange dygtige folk, som er specialiserede i at hjælpe lige netop de her mennesker, så det er bare et spørgsmål om, at kommunerne skal sende de hjerneskadede ud til de her steder, siger Liselott Blixt.

Dermed placerer hun ikke ansvaret hos politikerne.

- Vi skal selvfølgelig presse på, siger hun.

Seneste nyt

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.