Politikere om mobilforbud: Det er op til skolerne

I Frankrig er der blevet indført et totalforbud mod mobiler på skolerne. Det har startet en debat herhjemme

I 2017 var børn i gennemsnit 9,2 år, når de fik deres første mobiltelefon. Foto: Jørgen Bausager
I 2017 var børn i gennemsnit 9,2 år, når de fik deres første mobiltelefon. Foto: Jørgen Bausager

Når ungerne så småt kommer tilbage på skolebænken, er der fra mange sider øget opmærksomhed på de små bippende mobiler i deres lommer.

Efter Frankrig pr. 1. august har indført et totalforbud mod mobiler på alle skoler, er debatten herhjemme startet.

Lærerne vil ikke have forbud
Dem der i hverdagen konfronteres med ungernes mobilvaner, lærerne, ønsker tydeligvis ikke et totalforbud.

- Det ville være en rigtig dårlig ide med et statsligt forbud, siger Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening.

- Folkeskolen i Danmark er lokalt funderet og vi har en anden tradition for lokal inddragelse.

Hun mener dog ikke, at lokale forbud nødvendigvis er en dårlig ide.

Se også: Børn må lege uden mobiler: Skole konfiskerer telefonerne

- Et forbud mod mobiler er noget, den enkelte skole skal tage stilling til i samarbejde med forældrene, understreger hun.

Ekstra Bladet har undersøgt mobilpolitikken på 20 tilfældigt udvalgte skoler rundt omkring i landet. Af dem var havde ni af skolerne en fælles mobilpolitik for hele skolen. Flere af de skoler, der ikke har fælles mobilpolitik fortæller, at der muligvis kommer en fælles politik, eller at de har særregler for de enkelte årgange.

En undersøgelse foretaget af YouGov for Telia i 2017 viser, at børn i gennemsnit var 9,2 år, når de fik deres første mobil. I 2016 var de blot 8,5 år. Siden 2014 er alderen hvert år blevet lavere indtil 2017.

Alder på yngste barn under 16 år, da de fik deres første mobiltelefon

2017: 9,2 år

2016: 8,5 år

2015: 8,6 år

2014: 9,3 år

kilde: Telia og YouGov

Politikere: Skolerne må selv bestemme
En undersøgelse lavet af Megafon i starten af 2018. Den viste, at otte ud af ti danskere ønsker et forbud mod mobiler på de danske skoler.

På trods af det mener politikerne ikke, at der skal være et totalforbud.

- Det skal være op til skolerne at få lavet nogle principper for, hvordan man vil have det på den enkelte skole, siger Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind.

Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, støtter heller ikke et forbud, men er fuld af opfordringer.

Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, opfordrer alle skoler til at få mobilerne ud af klasseværelsen. Foto: Per Folkver
Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, opfordrer alle skoler til at få mobilerne ud af klasseværelsen. Foto: Per Folkver
 

- Vores holdning er meget klar: Mobilerne hører ikke hjemme i undervisningen, medmindre man bruger dem til et specifikt formål.

Han understreger, at DF vil støtte alle kommuner og skoler, der laver et forbud også uden om forældrene. Han opfordrer samtidig alle skoler til at få mobilerne ud af klasseværelserne.

- Det er ikke en opgave for Folketinget at beslutte den slags. Det er kommunerne og i sidste ende skolerne, der har ansvaret, siger han.

- Ministeren bør sende et hyrdebrev til alle landets kommuner, hvor hun siger, at hvis de ikke selv har fundet ud af det, så er det en god ide at få mobilerne ud af undervisningen, siger han.

Ekspert: Både godt og skidt
Camilla Carlsen Bechsgaard er psykolog, tidligere skolepsykolog og forfatter. Hun kan tydeligt se de problemer, som telefonerne skaber i folkeskolen.

- Det kan blive problematisk, fordi det er vigtigt, at børn har så bred en palet af aktiviteter som muligt. De skal lege, læse, være kreative og være sammen med deres forældre.

- Det, jeg synes, bliver mere og mere tydeligt, er, at hjernen bliver afhængig af de der likes og kommentarer. De skaber nærmest en form for lykkerus.

Konsekvenserne ved ungernes store mobilforbrug er, at de simpelthen bruger mindre tid på at lege med hinanden.

- Børns hjerner skal udfordres hele vejen rundt med alle mulige former for aktiviteter og samvær. Og der er telefonerne bare ikke nok, siger hun.

Og hvis man gemmer sig for meget bag skærmen, kan det få store konsekvenser for ens offline liv.

- Den virkelige verden kan jo være frustrerende og vanskelig, mens telefon-verdenen er lavet af lyserød candyfloss, så det kan måske være fristende at blive derinde. På den måde bliver det virkelige meget sværere.

Telefonerne er dog ikke kun nogle onde invaliderende tidsrøvere, understreger Camilla Carlsen Bechsgaard.

- Selvfølgelig kan telefonerne give en masse ting i social kontakt og leg. Især hos de lidt større børn, der bruger det til at holde kontakt med hinanden og spiller nogle spil sammen.

- Hvis telefonen bliver brugt rigtigt, kan den også føre til rigtig meget samspil og kreativitet.

114 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere