Politikers boligfup granskes

Folketingets Ombudsmand tager nu hele sagen om Egedal Kommunes planformands omstridte byggesag under lup. Det sker i kølvandet på Ekstra Bladets afsløringer

Ulrik John Nielsen, gruppeformand for Lokallisten Egedal, har aldrig fremlagt et eneste bevis for, hvad det er for en landbrugsdrift, han driver, som legitimerer, at han for år tilbage fik tilladelse til at opføre en stor bolig til sine pensionerede forældre i et område, det ellers er så godt som forbudt at bygge i. Og han vil heller ikke fortælle det til Ekstra Bladet. Her forsøger vi at få et svar tilbage i marts.
Følg Politik

Ved du noget om sagen? Så kontakt journalisten på lve@eb.dk

Forvaltede Egedal Kommune efter bogen, da den i 2019 gav sit eget, daværende medlem af – i dag formand for – planudvalget, Ulrik John Nielsen, lov til at opføre et stort parcelhus i et område, hvor det normalt er praktisk talt umuligt at få tilladelse til at bygge nyt?

Det er Folketingets Ombudsmand øjensynligt ikke overbevist om.

I hvert fald viser en aktindsigt nu, at netop Ombudsmanden har bedt de ansvarlige i Egedal Kommune om at levere en udførlig redegørelse af hele det mudrede forløb.

Direktør skred ind
Ombudsmandens interesse for sagen kommer efter, at Ekstra Bladet har afsløret, at Ulrik John Nielsen i 2019 med et fingerknips fik tilladelse til at bygge et stort hus til sine pensionerede forældre på sin private landejendom, fordi huset ifølge politikeren var en 'landbrugsmæssig medhjælperbolig’.

At få tilladelse til at opføre en sådan forudsætter blandt meget andet, at man som ansøger driver et reelt landbrug, og at de, der skal bo i huset, er ansat i tilknytning til det landbrug.

Uld-rik John i får-klaringsproblemer

I den pågældende sag krævede Egedal Kommune dog aldrig, at politikeren fremlagde et eneste dokument, der kunne vise, at han rent faktisk har en landbrugsdrift, ej heller for, hvordan de pensionerede skulle forestille sig at være deciderede ansatte, inden den gav ham byggetilladelsen.

Artiklen fortsættes under billederne...

Ulrik John Nielsens landejendom ligger i landzonen, hvor det er tæt på umuligt at få tilladelse til at opføre et nyt hus, medmindre det altså er en landbrugsmæssig bolig. Politikeren kan ifølge en ekspert i sidste instans risikere at få besked på at skulle rive det ned. Foto: Kenneth Meyer
Ulrik John Nielsens landejendom ligger i landzonen, hvor det er tæt på umuligt at få tilladelse til at opføre et nyt hus, medmindre det altså er en landbrugsmæssig bolig. Politikeren kan ifølge en ekspert i sidste instans risikere at få besked på at skulle rive det ned. Foto: Kenneth Meyer

Huset (i den røde ring) rummer ifølge byggesagen fem værelser og to badeværelser. Den stod færdig i januar 2020, og Ulrik John Nielsens forældre flyttede ind måneden efter. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk
Huset (i den røde ring) rummer ifølge byggesagen fem værelser og to badeværelser. Den stod færdig i januar 2020, og Ulrik John Nielsens forældre flyttede ind måneden efter. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk
 

Til gengæld viser interne dokumenter fra kommunen, at Ulrik John Nielsen sidenhen er kommet med flere, usammenhængende forklaringer i sagen, og at kommunens ansvarlige direktør på området selv har givet sin forvaltning besked på at godtage, at politikeren ikke kunne forevise reel dokumentation for sine mange påstande:

Læs selv:

Af et telefonnotat udarbejdet af en jurist i Egedal Kommune fremgår det, at kommunen aldrig forsøgte dokumentation for, at der reelt var tale om en medhjælperbolig eller for, at der var et ansættelsesforhold mellem Ulrik John Nielsen og hans pensionerede forældre, inden den gav ham byggetilladelsen. Dette skete ifølge dokumenterne i sagen heller ikke senere hen. Heller selvom at advokaten tydeligt havde gjort kommunen opmærksom på, at den langt fra havde undersøgt den pågældende sag tilstrækkeligt.
Da kommunen for første gang beder Ulrik John Nielsen om skriftligt at redegøre for sin landbrugsdrift og forældrenes ansættelsesforhold, er politikerens påstand, at forældrene hjælper til i hans firma, herunder hans blomsterforretning i Hørsholm. Da det deraf ingenlunde fremgår, at der da er tale om medhjælp på en landbrugsmæssig drift, kommer den daværende ansvarlige direktør for området politikeren til undsætning:
Ifølge dette notat vejleder den kommunale direktør nemlig politikeren om, hvilke oplysninger, kommunen stadig mangler at få. Direktørens involvering er ifølge Egedal Kommune normal procedure. 'At en fra kommunens ledelse ringer en borger op for at præcisere, hvad det er for oplysninger borgeren bør bringe i orden, er normal procedure, hvis borgeren har besvær med at forstå fortolkningen af lovgivningen,' lyder det således i et skriftligt svar til Ekstra Bladet fra Egedal Kommune. Det er dog ikke supplerende oplysninger, Ulrik John Nielsen på baggrund af direktørens vejledning efterfølgende sender ind til kommunen, men derimod i stedet en ny forklaring:
Nu hedder det sig nemlig pludselig, at Ulrik John Nielsen havde haft en 'intention' om at opstarte en professionel landbrugsdrift i form af et større drivhus på sin grund, og at forældrene skulle have hjulpet til her, men at planen aldrig blev ført ud i livet på grund af corona-situationen. Herfra fandt Egedal Kommune ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.

Skal udlevere alle sagsakter
Folketingets Ombudsmand har nu blandt meget andet bedt Egedal Kommune udlevere alle dokumenter i sagen, ligesom kommunen er blevet bedt om at oplyse, hvorvidt Ulrik John Nielsens daværende funktion som medlem af kommunens planudvalg ’gav kommunen anledning til overvejelser med hensyn til sagens behandling’.

Du kan læse hele Ombudsmandens skrivelse til Egedal Kommune her:

Ombudsmandens skrivelse

Egedal Kommune har gennem hele Ekstra Bladets dækning afvist at stille op til interview i sagen.

I et skriftligt mailsvar har den nu forhenværende, ansvarlige chef, by- og erhvervsdirektør, Sune Schou, dog forklaret, at kommunen undersøgte, hvorvidt politikeren levede op til betingelserne, inden den gav ham lov til at bygge sit store hus.

- Dette er dog ikke dokumenteret skriftligt på byggesagen, hverken i ansøgerens ansøgning eller ved telefonnotat/mødenotat. Denne dokumentationspraksis har været normal procedure i Egedal kommune og er derfor ikke enestående for denne sag.  Vi har dog efterfølgende ændret procedure og sikrer nu at den slags dokumentation foreligger på sagerne, lyder det.

Egedal Kommune skal svare på ombudsmandens henvendelse inden den 8. maj.

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind