Pompeo: Hongkong har ikke længere selvstyre

Hongkongs status som globalt handelscentrum kan være i fare efter amerikansk reaktion på ny sikkerhedslov

- Det er nu helt tydeligt, at Kina former Hongkong efter sig selv, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Foto: Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
- Det er nu helt tydeligt, at Kina former Hongkong efter sig selv, siger USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. Foto: Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix

Den særlige region Hongkong kan ikke længere betragtes som værende selvstyrende i forhold til Kina.

Sådan lyder det onsdag fra USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.

Pompeos udmelding kommer, som reaktion på at en ny kontroversiel sikkerhedslov er blevet varslet i Hongkong.

- Ingen fornuftig person kan i dag mene, at Hongkong har en høj grad af selvstændighed fra Kina, når man kigger på kendsgerningerne, lyder det fra den amerikanske udenrigsminister.

- Det er nu helt tydeligt, at Kina former Hongkong efter sig selv, siger han.

USA støtter generelt idéen om et Hongkong, der er uafhængigt af Kina.

Hongkong har hidtil haft fordelagtige handelsbetingelser med USA, hvilket har hjulpet regionen til at etablere sig som et globalt handelscentrum.

Aftalen kræver dog, at den tidligere britiske koloni har en høj grad af selvstyre fra Kina. Hongkong blev overdraget til Kina i 1997.

- Jeg har i dag meddelt til Kongressen, at Hongkong ikke længere er berettiget til den behandling fra USA's side i forhold til gældende regler, som var tilfældet før juli 1997, siger Mike Pompeo.

Den kinesiske regering varslede i sidste uge den nye sikkerhedslov, som efterfølgende har medført store protester i Hongkong.

USA, EU, Storbritannien og en række andre parter har udtrykt bekymring over loven. De frygter, den vil være et vendepunkt for Hongkong.

De konkrete detaljer i sikkerhedsloven kendes endnu ikke.

Det vides dog, at den nye lov er målrettet forsøg på løsrivelse, underminering og terrorisme. Den kan blandt andet også føre til, at kinesiske efterretningstjenester opretter kontorer i Hongkong.

Den seneste uro i Hongkong kommer, efter at regionen sidste år var ramt af store protester. De protester blev indledt af et lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.

10 kommentarer
Vis kommentarer