Præsident død af hjertestop

Pierre Nkurunziza har været præsident i Burundi siden 2005 og blev i 2015 genvalgt med stort flertal

Pierre Nkurunziza, der har været præsident i Burundi de seneste 15 år, er død af et hjertestop. Det oplyser regeringen tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Evrard Ngendakumana/Reuters
Pierre Nkurunziza, der har været præsident i Burundi de seneste 15 år, er død af et hjertestop. Det oplyser regeringen tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Evrard Ngendakumana/Reuters

Burundis præsident, Pierre Nkurunziza, der har siddet på regeringsmagten de seneste 15 år, er død.

Det oplyser Burundis regering i en meddelelse på Twitter.

- Burundis regering kan med stor sorg meddele, at Hans Excellence Pierre Nkurunziza, præsidenten af Burundi, pludselig er død, hedder det i meddelelsen.

Ifølge meddelelsen skyldtes dødsfaldet et hjertestop.

Pierre Nkurunziza har været præsident i det centralafrikanske land Burundi siden 2005. Han blev i 2015 genvalgt til en tredje regeringsperiode med et stort flertal.

I 2018 bakkede et stort flertal af befolkningen op om en reform af landets forfatning, der betød, at præsidenten kunne sidde yderligere 16 år.

Han har dog tidligere meddelt, at han ikke stiller op ved næste valg. I august skulle han have overdraget præsidentposten til sin afløser, der blev valgt ved en afstemning i sidste måned.

Pierre Nkurunziza kom til magten i kølvandet på en 12 år lang borgerkrig, der kostede omkring 300.000 mennesker livet.

Han er tidligere militsleder for en oprørsgruppe med etniske hutuer. I 2005 blev han valgt som præsident efter at have lovet befolkningen fred i landet.

Hans modstandere beskyldte ham i 2015 for at krænke forfatningen, da han stillede op til en tredje regeringsperiode.

Kritikere, politiske modstandere, journalister og aktivister blev i den forbindelse udsat for vold og tortur af Pierre Nkurunzizas tilhængere.

Efter at han havde afværget et kupforsøg, blev flere end 1000 burundiere dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrker. Flere end 400.000 måtte flygte ud af landet.

43 kommentarer
Vis kommentarer