Præsident tømte statskasse inden flugt

Nye magthavere i Gambia har opdaget, at ekspræsident Jammeh stjal store summer fra landet, siger rådgiver

Gambias tidligere leder Yahya Jammeh. (Foto: AP)
Gambias tidligere leder Yahya Jammeh. (Foto: AP)

Opdateret 13.41: 500 millioner dollars er rettet til 500 millioner dalasi, der er den lokale møntfod, red.

Gambias tidligere leder Yahya Jammeh tømte landets statskasse, inden han endelig gav slip på magten og rejste i eksil.

Det siger en højtstående rådgiver for den nye præsident, Adama Barrow.

Ifølge rådgiveren, Mai Fatty, har embedsmænd i den nye koalition opdaget, at Jammeh har stjålet et beløb på mindst 500 millioner dalasi, der er den lokale møntfod, fra landets centralbank. Det svarer til 80 millioner kroner.

Sent lørdag aften satte Jammeh sig ind i et fly med kursen mod Ækvatorialguinea, hvor han og hans familie skal leve i eksil.

Den tidligere leder opstillede selv en række betingelser for sin afgang, heriblandt garantier for, at han ikke vil blive retsforfulgt. Det er dog uklart, om de er blevet imødekommet, skriver nyhedsbureauet dpa.

Mange gambiere er vrede over, at Jammeh i det hele taget fik lov at forlade landet, siger Mai Fatty. Han tilføjer, at koalitionen er chokeret over, at flyet fik lov at lette med Jammeh og hans "udbytte" om bord.

Gambias nye præsident har sagt, at han vil nedsætte et udvalg, der skal undersøge Jammehs formodede lovovertrædelser.

94 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere