Premierminister går af efter dødsbrand på diskotek

Massive protester har onsdag medført, at Rumæniens premierminister har trukket sig fra sin post

Over hundrede mennesker blev såret og 32 har indtil videre mistet livet efter voldsom brand på natklub fredag aften. (Foto: AP)
Over hundrede mennesker blev såret og 32 har indtil videre mistet livet efter voldsom brand på natklub fredag aften. (Foto: AP)

En voldsom brand på et diskotek i den rumænske hovedstad Bukarest fredag aften, der indtil videre har kostet 32 mennesker livet, har nu fået politiske konsekvenser.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Således har den rumænske premierminister Victor Ponta trukket sig fra sin post, efter store demonstrationer tirsdag aften, hvor demonstranterne krævede hans afgang.

Ifølge Liviu Dragnea, leder af regeringspartiet Socialdemokratiet, vil premierministeren trække sig senere onsdag efter interne diskussioner i partiet.

I alt 20.000 mennesker var tirsdag aften på gaden i Bukarest, hvor de krævede, at både premierministeren, indenrigsministeren og en distriktsborgmester for området, hvor diskoteket ligger, trækker sig.

(Foto: AP) Krimi Brand på diskotek: Flere udlændinge blandt ofrene

Under demonstrationen blev der råbt ting som 'Skam jer' og 'Mordere', mens demonstranterne viftede med rumænske flag.

Tusindvis af vrede demonstranter var på gaden tirsdag aften. (Foto: AP)
Tusindvis af vrede demonstranter var på gaden tirsdag aften. (Foto: AP)

Også politiet var massivt til stede ved tirsdagens demonstrationer. (Foto: AP)
Også politiet var massivt til stede ved tirsdagens demonstrationer. (Foto: AP)
 

Foragt for regeringen
Gennem længere tid har der været rettet vrede mod regeringen, som mange i befolkningen mener er korrupt, og fredagens brand har bidraget til foragten for regeringen.

Branden på natklubben Colectiv opstod under en heavy metal-koncert i natklubben, hvor der angiveligt gik ild i noget fyrværkeri, der skulle være brugt til sceneshowet. Under branden udbrød der panik, hvorfor flere af de unge mennesker blev trampet ihjel på vej ud.

(Foto: AP) Krimi Vidner til eksplosions-tragedie: 'Folk trampede på hinanden i panik'

Ud over de 32 omkomne, er 130 fortsat indlagt på hospitalet, hvoraf flere er i kritisk tilstand.

Den rumænske præsident Klaus Iohannis erkendte tirsdag aften på Facebook, at nogen måtte tage et politisk ansvar.

- Jeg kan forstå, hvad der bliver bedt om, og hvad der er forventet, og de har ret, nogen er nødt til at tage et politisk ansvar. Det næste skridt er op til politikerne, der ikke kan ignorere denne følelse af oprør.