Presset May forsvarer sig efter minister-flugt

Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil ikke ændre på vision for Brexit efter to ministre er væk

Tre ministre har inden for 24 timer forladt Theresa Mays regering. Foto: AP
Tre ministre har inden for 24 timer forladt Theresa Mays regering. Foto: AP

Den britiske premierminister, Theresa May, forsvarer sig mandag eftermiddag i det britiske parlament. Det gør hun efter et kaotisk døgn, hvor to vigtige ministre har trukket sig i protest over premierministerens plan for Brexit.

Natten til mandag trak Brexitminister David Davis sig, da han mente planen stillede Storbritannien i en for dårlig forhandlingsposition. Og sent mandag eftermiddag har udenrigsminister Boris Johnson trukket sig.

- David Davis og Boris Johnson har ydet vigtige bidrag til Storbritannien.

- Vi er ikke enige om, hvordan vi bedst leverer på vores fælles mål om at honorere resultatet af afstemningen (Brexitafstemningen i juni 2016 red.), sagde Theresa May fra parlamentets talerstol mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fredag mødtes den britiske regering, hvor Theresa May fremlagde sin vision for, hvordan et britisk farvel til EU skal se ud. Der var på overfladen enighed i regeringen, men den holdt altså kun til mandag.

Fra talerstolen siger Theresa May, at EU's udspil, der dækker over varer og borgeres frie bevægelighed, ikke er acceptable for Storbritannien.

Hun sagde derudover, at hendes regering forbereder sig på mange muligheder, deriblandt en situation, hvor Storbritannien forlader EU uden en aftale og dermed skal leve op til de samme regler som lande uden handelsaftaler med EU.

På torsdag vil Theresa May fremlægge sin plan for, hvordan Brexit skal se ud, hvis man spørger hendes regering.

I parlamentet løfter hun dog mandag lidt af sløret.

- Vi vil ud af EU-Domstolen, stoppe den fri bevægelighed, stoppe med at sende store summer til EU, forlade den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik.

- Det er det, folket mente med Brexit, sagde Theresa May på et spørgsmål om, hvorvidt hun var ved at forråde resultatet af folkeafstemningen.

Hun afviste samtidigt, at der vil komme en ny afstemning under hendes regering.

Oppositionen i Storbritannien under Labours leder, Jeremy Corbyn, sagde som modsvar:

- Premierministeren kan ikke engang lave en aftale med sine egne ministre, hvordan kan hun så forvente, at hun kan lave en med EU?

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere