Professor: Det kan føre til krig

Der skal findes en diplomatisk løsning på toldkonflikt mellem USA og Kina, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen

Billedet her er taget i 2017, og det forestiller Donald Trump, og Xi Jinping, der er præsident i Kina. Foto: Damir Sagolj / Ritzau Scanpix
Billedet her er taget i 2017, og det forestiller Donald Trump, og Xi Jinping, der er præsident i Kina. Foto: Damir Sagolj / Ritzau Scanpix

En handelskrig mellem Kina og USA kan potentielt føre til en egentlig krig mellem de to stormagter. Det vurderer Mikkel Vedby Rasmussen, professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

- I dag er det ikke en stor konflikt. Men USA og Kina er i et modsætningsforhold om, hvem der skal have magt i verden, og hvor meget de skal have.

- Det kan potentielt føre til krig, hvis begge parter ikke besinder sig og finder et ordnet forhold i deres fremtidige relationer, siger han.

Mandag har det kinesiske finansministerium oplyst, at Kina fra og med 1. juni vil hæve sine toldsatser på flere amerikanske varer.

Det sker, få dage efter at USA pustede yderligere ild til en langstrakt handelsstrid mellem USA og Kina ved at hæve toldsatsen på kinesiske varer til et værdi af 200 milliarder dollar.

Krig mellem USA og Kina er imidlertid ikke for alvor tæt på endnu.

- Det værste, vi kan forestille os, er, at en handelskonflikt om lang tid kan udvikle sig til en egentlig krig. Lige nu befinder vi os et sted, hvor de stadigvæk kan nå at tale sig til rette.

- De kan stadig finde en ny rolle for Kina i verdensøkonomien, der tager hensyn til den øgede magt og indflydelse, som Kina har fået, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Kinas varslede toldsatser rammer 5140 forskellige amerikanske produkter til en samlet værdi af 60 milliarder dollar, oplyser Kinas finansministerium.

Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen har de to parter mere til fælles, end der skiller dem. Derfor skal de finde en diplomatisk løsning på en konflikt, som de begge har interesse i at løse.

Mandag lukkede det danske C25-indeks 2,07 procent lavere, end da det åbnede mandag morgen. Det er det største endagsfald i 2019.

Næsten samtlige aktier i indekset har været pressede, siden Kina oplyste, at landet agter at hæve toldsatserne for USA.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere