Professor: Det tyske socialdemokrati er i krise efter EU-nederlag

Professor er ikke overrasket over, at formanden for det tyske socialdemokrati har meldt sin afgang søndag

Det er forventeligt, at lederen af det tyske socialdemokrati (SPD), Andrea Nahles, søndag meddeler, at hun nu går af.

Det mener professor ved Københavns Universitet Peter Nedergaard.

- Det er et SPD i krise, der nu skal til at have en ny formand.

- SPD fik et stort nederlag ved EP-valget, og pludselig er de reduceret til et mindre parti, hvor de har mistet mange af deres arbejdervælgere. Det hujer dem ikke, siger Peter Nedergaard.

Ved EP-valget blev SPD det tredje største parti i Tyskland, hvor partiet blev overhalet af regeringspartiet CDU og De Grønne.

Både forbundskansler Angelas Merkels CDU og SPD har haft krisemøder efter valget til Europa-Parlamentet.

Vælgerflugten fra SPD skyldes ifølge Peter Nedergaard flere ting.

SPD sidder i den tyske regering med CDU. Her har SPD ikke været synlige nok, mener professoren.

- Man har i Tyskland en slags SV-regering, hvor det er CDU, der har kanslerposten, og dermed også det parti, der tegner regeringen.

- Men SPD får stadigvæk de smæk, der også hører med, når man er i regering. Men samtidig har partiet været usynlige med hensyn til ulighedsdebatten, den grønne dagsorden og udlændingespørgsmålet, siger Peter Nedergaard.

Ifølge Peter Nedergaard kan SPD nu håbe på, at der er et godt stykke tid til næste forbundsvalg, så partiet kan tage kampen op mod de partier, de mister vælgere på

- Der ligger en kolossal opgave foran den kommende leder, fordi man skal til at definere et nyt parti, og hvor partiet skal stå henne, siger Peter Nedergaard.

Andrea Nahles er den første kvindelige leder af SPD. Hun går af som partileder mandag og nedlægger sin post som gruppeleder i parlamentet tirsdag.

Hun siger, at hun ikke har den opbakning i partiet, som hun har brug for.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere