Professor: EU kan blive stærkere af Brexit

Det britiske farvel kan styrke EU, fordi unionen bliver tvunget til reformer

- Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes.

Mottoet opstod i Danmark efter tabet af Sønderjylland og Slesvig Holsten til tyskerne efter krigen 1864, men måske bliver det gamle mundheld igen aktuelt i Europa efter briternes udtræden af EU. Det vurdere professor i international politik på Københavns Universitet, Ole Wæver.

- Storbritanniens exit fra EU kan presse Berlin, Paris og resten af EU til at ruske op i beslutningsprocesserne. Udvidelserne med mange nye medlemslande gik for stærkt, og EU har siden været dårligere til at handle og beslutte sig, og det bliver man tvunget til at gøre noget ved nu. Derfor kan der sagtens komme et mindre, men stærkere EU ud af Storbritanniens udtræden, siger professoren.

EU-verdens største marked
På den globale, verdenspolitiske scene vil briternes farvel til fællesskabet også kun være et mindre bump på vejen for EU, mens det for østaten kan blive en hård opbremsning.

- Europæiske magter har ikke for alvor haft global magt siden Anden Verdenskrig. Fællesskabet og sammenholdet har derfor styrket Europa økonomisk, handelsmæssigt og på en lang række andre områder. Tager man et land som for eksempel Sydkorea, vil de jo være langt mere interesseret i at indgå aftaler med EU, der er verdens største marked, end med Storbritannien alene.

I krise siden 1992
Kina, Indien, Rusland og andre globale spillere orienterer sig stadigt mod USA, men man skal i følge professoren fra Københavns Universitet ikke underkende EU. Diplomatisk opnår unionen resultater, der langt overgår den økonomiske og magtmæssige pondus, som 'den gamle verden' i dag udgør globalt. Et eksempel er aftalen om begrænsningen af Irans atomproduktion, der blev forhandlet hjem af europæerne og indgået med Iran i juli 2015.

- Det europæiske diplomati er meget veludviklet, og Europas indflydelse overstiger klart unionens størrelse. Den globale profil kan blive styrket af, at man rykker tættere sammen og træder ud af den identitetskrise, som EU nærmest permanent har befundet sig i, siden det danske nej i 1992.

Her vil Storbritannien til sammenligning skulle ud og definere sig selv som en langt mindre aktør på den globale scene, fortæller han.

250 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere