Professor: Parlament kan lægge indirekte pres på May

Onsdag står den igen på afstemninger om brexit i Underhuset. Men May vil næppe ændre tilgang, mener professor

Parlamentet har besluttet at stille forslag uden om Mays regering. Foto: Ritzau Scanpix
Parlamentet har besluttet at stille forslag uden om Mays regering. Foto: Ritzau Scanpix

Det britiske parlament kan onsdag lægge et indirekte pres på premierminister Theresa May, når parlamentets Underhus uden om regeringen onsdag gennemfører flere afstemninger om brexit.

Men det er tvivlsomt, om May vil lytte til parlamentet, selv hvis det skulle nå frem til enighed ved de vejledende afstemninger. For det behøver hun nemlig ikke.

Sådan lyder vurderingen fra Henrik Larsen, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i brexit.

- Afstemningerne kan vise, at der er et flertal for en anden form for aftale med EU, end den May har forhandlet med de europæiske lande. Men hun har umiddelbart sagt, at hun ikke nødvendigvis vil lytte.

- Theresa May satser stadig på at få sin politik igennem, uanset hvad parlamentet måtte sige i dag, siger Henrik Larsen.

den britiske premierminister  Theresa May forlader parlamentet i London sent mandag. (Foto: Reuters) Politik - 25. mar. 2019 - kl. 23:30 May mister kontrollen

Aldrig sket før
Det er uden fortilfælde, at Underhuset uden om regeringen afholder afstemninger. Og ifølge Henrik Larsen er der da også tale om en 'helt usædvanlig parlamentarisk situation'.

Det usædvanlige består i, at regeringen ikke er blevet væltet, men at den samtidig ikke kan få sin politik igennem på et meget vigtigt punkt - brexit.

Debatten starter klokken 16 dansk tid, og afstemningerne ventes afsluttet før klokken 22 dansk tid.

Lovgiverne skal stemme om deres foretrukne brexitløsning. De kan svare ja på flere forslag til et blødt brexit, ja til en ny folkeafstemning eller ja til helt aflyse det britiske EU-farvel.

Se også: Kæmpe brexit-demo i London: En million i gaderne

Tredje afstemning
Torsdag skal parlamentet for tredje gang stemme om Mays plan for at forlade EU.

Ifølge Henrik Larsen er det svært at sige, om afstemningerne onsdag reelt vil rykke noget. Men han har godt øje til en af forslagene.

- Det forslag, som vil ændre noget, er det, som handler om, at Storbritannien skal være med i dets egen form for toldunion med EU. Det forslag vil løse en del ting og kunne godt have en chance, siger han.

Henrik Larsen vurderer, at forslaget potentielt kan løse knasten om en grænse mellem Irland, som er et EU-land, og Nordirland, der træder ud af EU som en del af Storbritannien.

 

Her er forslagene, der skal stemmes om

* En international handelsaftale, som tillader, at Storbritannien kan forblive i en toldunion med EU.

* At en brexitaftale som et minimum skal love, at der kan forhandles en permanent toldunion, som vil omfatte hele Storbritannien.

* Tilbagekaldelse af Lissabon-traktatens artikel 50 om udtræden af EU.

* En folkeafstemning, som skal bekræfte en aftale om brexit, inden den bliver ratificeret i parlamentet.

* At forblive i en del af Det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS) og ansøge om igen at blev en del af det europæiske frihandelsområde EFTA (består i dag af Norge, Schweiz, Island og Lichtenstein).

* Fællesmarked 2.0, som er en udbygning af den aftale, som Norge har med EU. Det omfatter deltagelse i EU's indre marked og toldaftale med unionen.

* Oppositionspartiet Labours plan om et tæt økonomisk samarbejde med EU, herunder en toldunion og tæt tilknytning til det indre marked.

* Malthouse kompromisplan A, der lægger sig tæt op ad Mays brexitaftale med EU. Den vil fjerne den såkaldte irske bagstopper, der skal forhindre en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Det skal erstattes med en teknisk løsning, så der ikke opstår grænsekontrol. Forslaget skal samle tilhængere og modstandere i EU i Det Konservative Parti.

* At forlade EU uden en aftale.

* At pålægge den britiske regering at sikre det skotske og walisiske parlaments accept, før brexit kan blive en realitet.

3 kommentarer
Vis kommentarer