Prorussisk parti får kold skulder ved valg i Estland

Den regerende centrum-venstre-koalition i det baltiske land ser ud til at bevare sit flertal

Med cirka to tredjedele af stemmerne talt op efter søndagens parlamentsvalg i Estland, ser den regerende centrum-venstre-koalition ud til kunne fortsætte.

Koalitionen ser foreløbig ud til at vinde lige over halvdelen af parlamentets 101 pladser.

Regeringen ledes af den liberale Taavi Roivas. Hans Reformparti har foreløbig sikret sig 29,2 procent af stemmerne. En anelse bedre end valgresultatet i 2011.

Den hidtidige koalition består af Socialdemokraterne og et lille konservativ parti.

Det prorussiske Centerpartiet, der er det førende oppositionsparti, har foreløbig 21 procent af stemmerne, men kan godt nå højere op, når nogen af partiets bedre valgkredse er talt op.

Ingen af de partier, der ser ud til at blive valgt ind i parlamentet, vil samarbejde med Centerpartiet, der anses for at være en upassende partner, efter det i 2004 indgik en samarbejdsaftale med præsident Vladimir Putins parti Forenet Rusland.

Partiet ledes af Edgar Savisaar, der i 1991 blev Estlands første premierminister efter løsrivelsen fra Sovjetunionen.

Centerpartiet får normalt 70 procent af de russisk-talendes stemmer. En af partiets mærkesager er at hæve mindstelønnen fra 390 euro til 1000 euro (7500 kroner) om måneden.

Krigen i Ukraine og Ruslands rolle i konflikten har præget valgkampen i den tidligere baltiske sovjetrepublik. Lidt over en fjerdedel af Estlands 1,3 millioner indbyggere er etniske russere.

Regeringskoalitionen har fremhævet betydningen af Estlands Nato-medlemskab og medlemskabet af EU.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere