Prorussisk parti har langt til magten trods valgsejr i Letland

Det prorussiske parti Harmoni har fået 20 procent af stemmerne ved søndagens parlamentsvalg i Letland

Letlands regeringskoalition har mistet sit flertal efter lørdagens parlamentsvalg i Letland. Det står klart, efter at de sidste stemmer er talt op søndag morgen.

Det prorussiske parti Harmoni forbliver landets største med knap 20 procent af stemmerne. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Partiet har stor støtte fra de russisktalende letter.

Omkring en fjerdedel af Letlands to millioner indbyggere er russere eller af russisk afstamning.

Harmoni får trods det gode resultat dog svært ved at komme i regering.

Partiets politiske modstandere ser således ud til at have fået nok stemmer til at kunne danne en regeringskoalition. De øvrige partier har trods deres uenighed hidtil været enige om at holde Harmoni fra magten.

Uanset hvad trækker det dog op til hårde regeringsforhandlinger.

- At danne en ny regering bliver rigtig svært, siger landets nuværende premierminister, Maris Kucinski.

Kucinski står i spidsen for midterpartiet Unionen af Grønne og Landmænd.

Den hidtidige regeringskoalition bestod af Kucinskis parti samt Nationalalliancen og Enhedspartiet. Koalitionen har mistet næsten halvdelen af sine stemmer.

- Den besked, som vælgerne har sendt, er, at de vil have nogle nye ansigter i politik, siger Janis Ikstens, der er politisk analytiker ved Letlands Universitet.

Det var da også to helt nye partier - KPV LV og De Nye Konservative - der blev næststørst og tredjestørst ved valget. De to partier har begge fået omkring 14 procent af stemmerne.

Nogle letter frygtede inden valget, at et godt valg til Harmoni og KPV LV ville betyde, at de to partier kunne danne regering. Det ville blandt andet bringe Letlands udenrigspolitik nærmere Rusland.

Men ifølge Janis Ikstens ser det ikke realistisk ud efter valget.

Letland er en del af EU og Nato. Sidstnævnte har mere end 1000 tropper udstationeret i det baltiske land.

Selv de mindste tegn på øget lettisk samarbejde med Rusland vil skabe bekymring hos både EU og USA.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere