Puigdemont: Jeg er i Danmark for at starte politisk debat

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er i Folketinget for at tale Cataloniens sag

Puigdemont har været i eksil i Belgien siden slutningen af oktober. Hjemme i Spanien er der en spansk arrestordre på ham for hans rolle i en omstridt afstemning om uafhængighed fra Spanien. Den fandt sted 1. oktober. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau/Scanpix
Puigdemont har været i eksil i Belgien siden slutningen af oktober. Hjemme i Spanien er der en spansk arrestordre på ham for hans rolle i en omstridt afstemning om uafhængighed fra Spanien. Den fandt sted 1. oktober. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau/Scanpix

Carles Puigdemont gentager tirsdag under et besøg på Christiansborg sit budskab om, at han gerne vil gå dialogens vej. Den catalanske separatistleder har forladt sit eksil i Belgien for at aflægge besøg i Danmark.

Men han uddyber ikke, hvorvidt det betyder, at Catalonien skal have selvstændighed.

- Jeg er her i det danske parlament for at starte en politisk og åben debat. Det er ikke muligt i det spanske eller det catalanske parlament.

- Min tilbagevenden til Barcelona vil ikke kun være gode nyheder for det catalanske folk, som støtter vores sag, men også for det spanske folk.

- Det er et vigtigt første skridt for at genskabe den demokratiske situation, siger han til den danske og internationale presse, som er mødt talstærkt op på Christiansborg.

Separatistlederen er inviteret af folketingsmedlemmet Magni Arge fra det færøske parti Tjóðveld (Republikanerne).

Puigdemont blev stillet flere spørgsmål, men tog kun imod nogle få, hvorfor det ikke var muligt at spørge ham om, hvorvidt han vil ændre den spanske forfatning.

Separatistlederen understregede, at hvis han forsøgte at vende tilbage til Spanien for at tale sin sag, ville han blive anholdt.

Mandag var separatistlederen på besøg på Københavns Universitet, hvor et stuvende fuldt auditorium hørte på ham til et debatarrangement.

Puigdemont har været i eksil i Belgien siden slutningen af oktober. Hjemme i Spanien er der en spansk arrestordre på ham for hans rolle i en omstridt afstemning om uafhængighed fra Spanien. Den fandt sted 1. oktober.

I december var der valg i Catalonien, og i januar mødtes det nyvalgte parlament for første gang.

Carles Puigdemont ventes at blive nomineret til posten som præsident i Catalonien. Den første afstemning om at vælge en præsident vil formentlig finde sted 31. januar i det catalanske parlament.

Hvis der er flertal for Puigdemont, ventes centralregeringen i Madrid igen at tage styringen over Catalonien.

OVERBLIK: Krisen mellem Catalonien og Spanien

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont har trodset den spanske anklagemyndigheds trussel om arrestordre og er mandag morgen landet i lufthavnen i København.

Advarslen fra den spanske anklagemyndighed er seneste kapitel i en efterhånden lang fortælling om krisen mellem Spanien og regionen Catalonien.

Her er et overblik over, hvordan den har udspillet sig:

* 1. oktober 2017:

Der afholdes ulovlig folkeafstemning i Catalonien om løsrivelse fra Spanien. Stemmeprocenten ender på 43 procent. 90 procent stemmer for løsrivelse.

* 27. oktober 2017:

Parlamentet i Catalonien stemmer for at løsrive sig fra Spanien.

Samme dag opløser premierminister Mariano Rajoy parlamentet og lokalregeringen og udskriver valg i Catalonien.

* 31. oktober 2017:

Den fyrede selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, dukker op i Belgien, dagen efter at der er sendt en arrestordre ud på ham.

* 3. november:

En spansk domstol udsteder en europæisk arrestordre mod Puigdemont og fire tidligere ministre, der er rejst med ham til Belgien. Den europæiske arrestordre bliver siden trukket tilbage.

* 21. december 2017:

Der afholdes valg i regionen. Ciudadanos, som er imod løsrivelse, bliver det største parti. Men separatisterne opnår flertal med 70 af i alt 135 sæder i parlamentet.

* 19. januar 2018:

Det kommer frem, at Carles Puigdemont for første gang vil forlade sit eksil i Belgien for at tage til København.

* 21. januar 2018:

Den spanske anklagemyndighed oplyser, at Spanien vil have Carles Puigdemont anholdt og udleveret, hvis han rejser til Danmark.

* 22. januar 2018:

Carles Puigdemont lander i København, hvor han efter planen skal holde oplæg på Københavns Universitet og mødes med en gruppe folketingspolitikere.

Kilder: AFP, Reuters, dpa, BBC, politico.eu og The Economist.

34 kommentarer
Vis kommentarer