Traditionen tro gav Vladimir Putin torsdag russerne lov til at ringe direkte til præsidenten for at stille de spørgsmål, som optager borgerne i verdens største land.
Og noget kan tyde på, at russerne i den grad er interesserede i, hvad der sker med økonomien, spioner, verdensmesterskabet i fodbold og en potentiel tredje verdenskrig.
Intet mindre end to millioner russere ringede nemlig til Putin.
Men kun 50 personer slap dog igennem nåleøjet i den ekstremt veltilrettelagte årlige seance, hvor flere spørgsmål meget belejligt gav præsidenten en chance for at komme med sine løsninger på nogle af de problemstillinger, som Rusland står overfor.
Krig med køller og sten
Et af de første spørgsmål kom fra en bekymret russer, der frygter en ny verdenskrig, fordi fronterne mellem netop Rusland og vesten er blevet trukket mere og mere op gennem det seneste år. Det fik præsidenten til at referere til et kendt Albert Einstein-citat:
- Jeg ved ikke hvilke våben, der vil blive brugt i Tredje Verdenskrig. Men jeg ved, at Fjerde Verdenskrig vil blive udkæmpet med køller og sten. Forståelsen af, at en verdenskrig bliver vores civilisations endeligt, bør afskrække os fra ekstreme handlinger på den internationale arena, siger Putin ifølge det britiske medie The Independent.
Artikel fortsætter under billedet..
Det beskidte spil - Putin frygtede at miste VM
- VM skal ikke blive et loppemarked
Mange spørgsmål drejede sig specifikt om VM-slutrunden, der begynder i Rusland 14. juni. For hvad skal der ske med de dyre bygninger og stadions, der er bygget til lejligheden, når det sidste slutfløjt har lydt, og det store VM-cirkus rejser hjem?
Præsidenten beroligede befolkningen med, at pengene ikke kun er brugt på slutrunden.
- Hvad angår infrastrukturen - disse 11 stadioner - så har vi selvfølgelig brugt en masse penge på dette. Jeg er enig i, at det er essentielt, at alt denne infrastruktur må arbejde mod at udvikle sporten i stor skala, herunder børnesporten, svarer præsidenten.
Han løftede samtidig en pegefinger mod de russiske arrangører om at holde 'butikken ren under VM'.
- Jeg vil gerne adressere mine kolleger i regionerne og bede dem om med det samme ikke under nogen omstændigheder at tillade, at loppemarkeder og andre lignende ting dukker op på disse stadioner, som det skete i andre sportsrelaterede bygninger i Moskva i midten af 1990’erne, fastslår Putin.
Ren Farce
Mange internationale eksperter har blåstemplet det årlige show som en ren farce. Og ifølge The Independent er størstedelen af de russere, der kom igennem til præsidenten, da også blevet trænet på et hotel nær hovedstaden Moskva forud for det store show.
Det fortæller en tidligere spindoktor, der har arbejdet i Kreml (det russiske parlament red.) overfor den britiske medie:
- Selvfølgelig er spørgsmålene blevet filtreret på forhånd. Præsidenten bliver kun spurgt om ting, som han har forberedt svar til. Formålet med showet er at vise, at staten kan løse problemer, siger Andrei Kolyadin.
Det årlige show, der vises på russisk stats-tv, fungerer ikke kun som et PR-event, men også så Putin kan fastholde kontrollen med regeringen.
- De russiske politikere stresser meget over den her begivenhed. Jeg ved, at flere af dem arbejder med psykologer før showet, siger Andrei Kolyadin.
Vanen tro forventer Putin nemlig, at guvernørerne i de russiske regioner sidder klar ved telefonerne, så de også kan hjælpe borgerne, hvis spørgsmålene er henvendt til deres specifikke region.
I slutningen af talen forsikrede Putin russerne, at deres levestandard vil blive forbedret i de kommende år.
Putin i bizart medieshow: Folk har drømt om dette
'Det er styret af Putin': DR-vært kommenterer Schmeichels Rusland-show