Putin presset i defensiven: - Hvad er du så bange for?

Den russiske præsident fik efter mødet med Joe Biden en byge af kritiske spørgsmål om håndteringen af politiske modstandere i Rusland

Putin presset i defensiven: - Hvad er du så bange for?

Putin går langt for at tie oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der har afsløret Putins palads ved Sortehavet, hvilket har affødt store demonstrationer i Rusland.

Onsdagens topmøde mellem USA's og Ruslands præsidenter Joe Biden og Vladimir Putin slog ikke for alvor gnister.

Til gengæld blev det brandvarmt på det efterfølgende pressemøde, hvor Putin åbent svarede på spørgsmål fra de amerikanske journalister.

Her vakte det især opsigt, da ABC News' rapporter Rachel Scott konfronterede den enerådige præsident om hans brutale behandling af politiske modstandere som oppositionsleder Aleksej Navalny.

Køligt svar
Onsdag mødtes de to verdensledere i næsten fire timer under et længe ventet topmøde i Genève i Schweiz.

På det efterfølgende pressemøde fortalte Putin, at stemningen ved topmødet ikke havde været 'fjendtlig'. Den bold greb Rachel Scott ifølge CNN ved at spørge præsidenten direkte:

- Listen over dine politiske modstandere, der er døde, fængslet eller sat i fængsel, er lang, og du har nu forhindret enhver, der støtter den russiske oppositionsleder Alexey Navalny, at stille op til valg. Så mit spørgsmål er, hr. Præsident: hvad er du så bange for?

Putin svarede roligt uden at nævne Navalny ved navn, at hans organisation var ekstremistisk, at den havde opfordret til offentlig uro og overtrådt landets love.

Men den bed Scott ikke på.

- Hvis alle dine politiske modstandere er døde, i fængsel eller forgiftede, sender det så ikke et budskab om, at du ikke ønsker en retfærdig politisk kamp?, spurgte hun vedholdende.

Gense siutationen fra onsdagens pressemøde med Putin herunder ...


Rettede pilen mod USA
Det fik den russiske præsident til at sætte lighedstegn til de amerikanere, der nu er fængslet efter stormen på Kongressen 6. januar.

- Hvad angår hvem, der dræber hvem og kaster hvem i fængsel, kom folk til den amerikanske kongres med politiske krav. De udsættes for fængselsstraffe på op til 20, måske endda 25 år, svarede Putin.

Præsidenten sagde derefter, at han ikke ønsker at se sådanne scener i Rusland.

Biden fortalte på sit efterfølgende pressemøde, at han havde sagt til Putin, at hvis Navalnyj dør i fængslet, kan det bliver 'ødelæggende for Rusland'.

Der var også plads til smil, da Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv), og USA's præsident, Joe Biden (th.), mødtes i Geneve onsdag eftermiddag. Foto: Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix
Der var også plads til smil, da Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv), og USA's præsident, Joe Biden (th.), mødtes i Geneve onsdag eftermiddag. Foto: Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix