Putin trækker officielt Rusland ud af INF-våbenaftalen

Som bebudet i februar har Rusland valgt at suspendere sin deltagelse i INF-våbenaftalen

Foto: Sergei Chirikov/AP
Foto: Sergei Chirikov/AP

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har mandag officielt underskrevet et dekret, der betyder, at Rusland suspenderer sin deltagelse i INF-våbenaftalen. Det oplyser styret i Kreml.

Rusland annoncerede allerede i februar, at man agtede at suspendere aftalen. Det skete, efter at de amerikanske myndigheder 1. februar meddelte, at de ville trække USA ud af den historiske aftale.

Amerikanerne mener, at Rusland har overtrådt aftalen. Det afviser Rusland, som til gengæld beskylder USA for at have overtrådt den. Det afviser USA.

Den amerikanske præsident Donald Trumps udmelding lød i februar, at USA ville sætte gang i en proces om at trække sig i løbet af seks måneder.

Og det fik altså hurtigt præsident Putin til at svare igen.

INF-aftalen blev underskrevet i 1987.

Den forbyder enhver opstilling af mellemdistancemissiler på land, der har en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer.

Aftalen betragtes som en hjørnesten i de to supermagters nedrustning.

Den blev indgået af de daværende ledere af USA og Sovjetunionen - Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.

USA og Ruslands suspenderinger af aftalen har skabt frygt for et nyt våbenkapløb mellem de to lande.

FAKTA: INF-våbenaftale forbyder mellemdistancemissiler

Den russiske præsident, Vladimir Putin, satte mandag sin underskrift på et dekret, der betyder, at Rusland officielt har suspenderet sin deltagelse i den historiske INF-våbenaftale fra 1987. INF står for Intermediate Range Nuclear Forces Treaty.

Beslutningen kommer ikke som nogen stor overraskelse, da russerne allerede i februar meddelte, at de ville suspendere aftalen.

Det skete som følge af en lignende melding fra USA.

Herunder kan du blive klogere på INF-traktaten:

* Den blev indgået 8. december 1987 efter lange forhandlinger.

* Traktaten var et resultat af forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen, der på det tidspunkt var ledet af henholdsvis Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov.

* Aftalen forbyder enhver opstilling af mellemdistancemissiler.

* Det var den første aftale, der fjernede en hel våbenklasse fra supermagternes arsenaler.

* USA's raketter var opstillet forskellige steder i Vesteuropa, blandt andet i Vesttyskland, Italien og Storbritannien.

* De russiske mellemdistancemissiler var opstillet i Østeuropa i det daværende Sovjetunionen. Derved frygtede man, at en eventuel konfrontation ville gå ud over Europa.

* Både atomare og konventionelle ballistiske missiler samt krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer blev tilintetgjort.

* USA destruerede omkring 850 missiler af typerne Pershing 1b, Pershing 2 og BGM-109 Tomahawk.

* Sovjetunionen ødelagde omkring 1850 missiler af typerne SS-4, SS-5, SS-12, SS-23, SS-20 og SSC-X-4.

* Da aftalen blev underskrevet, var det et fåtal af lande, som var i besiddelse af disse mellemdistancemissiler.

* Traktaten har lagt en dæmper på den kolde krig.

* I dag har ti lande sådanne missilarsenaler. Det gælder blandt andre Kina, Iran, Saudi-Arabien og Israel. Men ingen af dem er underlagt INF-traktaten.

* Siden 2014 har USA offentligt sat spørgsmålstegn ved den russiske efterlevelse af traktaten.

* Nato har også udtrykt bekymringer over Ruslands handlinger.

* I februar meddelte både USA og Rusland, at de ville suspendere deres deltagelse i traktaten.

Kilder: Udenrigsministeriet, Washington Post og New York Times.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere