Putin vil sikre sig mere magt

Den russiske regerings tilbagetrædelse kan være med til at sikre Vladimir Putin mere magt, når han går af som præsident i 2024, mener Ruslandsekspert

Dmitrij Medvedev (th.) og resten den russiske regering træder tilbage. Foto: Yury Kochetkov/AP
Dmitrij Medvedev (th.) og resten den russiske regering træder tilbage. Foto: Yury Kochetkov/AP

Ruslands regering trækker sig tilbage med den officielle begrundelse, at regeringen ikke har fuldført de opgaver, den blev stillet. Der kan dog være en mere langsigtet plan med tilbagetrædelsen - for Vladimir Putin.

Præsidentens embedsperiode udløber om fire år i 2024, men Putin kan allerede nu være i gang med at sikre sig mest mulig magt og indflydelse, når der skal vælges en ny præsident om fire år.

Han første træk er altså at sikre regeringens tilbagetrædelse og i første omgang foreslå, at lederen af Ruslands skattevæsen, Mikhail Misjustin, overtager premierministerposten fra Dmitrij Medvedev. En post, som, Putin - hvis alt går, som det skal - selv kan komme til at besidde om fire år.

- Der er mulighed for, at tilbagetrædelsen er en del af en større pakke, der åbner op for, at Vladimir Putin kan blive premierminister i 2024, siger Ruslandsekspert og seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel Hansen til Ekstra Bladet.

Se også: Ruslands regering trækker sig tilbage

Se også: Putin peger på ukendt skattechef som ny regeringsleder

Vladimir Putin sad senest som premierminister efter sine to forrige præsidentperioder fra 2000 til 2004 og 2004 fra 2008. Som udgangspunkt betyder dagens nyheder, at Putin mister magt på den korte bane, men det er der altså en grund til.

- Det kommer formentlig til at betyde, at en del af magten bliver flyttet til parlamentets to kamre, Føderationsrådet og Statsdumaen, men det kommer ikke til at betyde så meget. Der er ikke tale om et voldsomt skifte, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Der er også en mulighed for, at Putin vil vælge at trække stikket efter 2024, og at han med regeringens tilbagetrædelse er ved at sikre sit politiske eftermæle, men det er mindre sandsynligt ifølge Flemming Splidsboel Hansen. Han var overrasket over dagens nyhed.

- Man vidste godt, at der var noget på vej efter hans pressemøde 19. december, men jeg vidste ikke, at det ville komme så hurtigt, siger Ruslandseksperten.

Ifølge Flemming Splidsboel Hansen kommer dagens beslutning ikke til at have voldsom betydning for Vesten.

BLÅ BOG: Vladimir Putin

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har onsdag foreslået ændringer i den russiske forfatning, så noget af magten flyttes fra præsidentposten.

Putin kan - som tingene står nu - ikke selv stille op ved næste præsidentvalg.

Navn: Vladimir Vladimirovitj Putin.

Alder: 67 år. Født 7. oktober 1952.

Fødested: Leningrad (nu Sankt Petersborg), Rusland.

Søn af: Fabriksarbejder Vladimir Putin og Maria Putin.

Nationalitet: Russisk.

Uddannelse: Jura ved Leningrad Universitet 1975.

Civilstand: Skilt. Gift med Ludmila Shkrebneva Putin fra 1983 til 2014.

Fritidsinteresser: Judo. Har det sorte bælte.

Karriere:

* 1975: Ansat i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Her får han ansvaret for at overvåge udlændinge i Leningrad.

* 1997: Vicedirektør i Kreml under præsident Boris Jeltsin.

* 1998: Chef for den russiske efterretningstjeneste FSB.

* August 1999: Jeltsin udpeger Putin til Ruslands premierminister.

* December 1999: Jeltsin træder tilbage midt i en politisk skandale, og Putin bliver fungerende præsident i Rusland. Putin giver Jeltsin politisk immunitet mod retsforfølgelse.

* Marts 2000: Vælges til Ruslands præsident.

* Marts 2004: Genvælges efter at have ført kampagne som uafhængig kandidat.

* Marts 2008: Putin udpeges som premierminister af landets nye præsident, Dimitrij Medvedev.

* Marts 2012: Putin vælges for tredje gang til præsident.

* Marts 2018: Putin vælges for fjerde gang til præsident.

Kilder: CNN, Reuters.

 

/ritzau

Tidligere generalkonsul Jens Worning Sørensen mener ligeledes, at dagens beslutning er en sikring af magten på den lange bane for den siddende russiske præsident.

- Nu er der en drejebog for, hvordan den politiske stabilitet og Putins magt kan vare ved efter 2024, hvor han ikke længere kan stille op som præsident. 

- Putin skaber en mulighed for sig selv ved at få indflydelse på, hvem der bliver den næste præsident, og hvem der skal bestemme, hvem der skal være den næste præsident, siger Jens Worning Sørensen ifølge Ritzau.

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere