At Socialdemokratiet og Venstre er enige har ikke altid været en selvfølge.
Men efter vi har fået ny regering, har piben fået en anden lyd.
Selvom Socialdemokratiet ikke med det samme købte ind på forslaget om værnepligt for kvinder, er det ikke overraskende, at de nu tilslutter sig forslaget.
Sådan lyder vurderingen fra Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup.
- Jeg synes, at der på mange måder er en vis logik i det ud fra en ligestillingsvinkel. Men jeg vil også sige, at i forhold til, at vi allerede i går hørte forsvarsministeren, Jakob Ellemann (V), gå ud og sige, at Venstre støtter en kvindelig værnepligt, så ville det være mærkeligt, hvis Socialdemokratiet ikke var enige med det parti, de nu er i regering med, og som de har betroet forsvarsministerposten, siger han og fortsætter:
- Efter Ellemann gik ud i går, synes jeg egentlig, at det var forventeligt, at Socialdemokratiet også ville støtte det her.
Blev sat 'mildt på plads'
Qvortrup mener, at Ellemann måske fik kørt tingene en smule op i en spids, da han for nylig kom med et ultimatum til de øvrige partier i Folketinget, der skulle bakke op om afskaffelsen af store bededag for at komme med til forsvarsforhandlingerne.
- Man kan godt tolke det sådan, at han blev sat mildt på plads, da statsministeren nogle dage senere sagde, at de selvfølgelig også gerne ville lytte til andre forslag.
Netop denne lærestreg gør, at Qvortrup har svært ved at forestille sig, at Ellemann har bakket op om den kvindelige værnepligt uden at have klappet det af med de øvrige regeringspartier.
- Man kan konstatere, at han ikke var for hurtigt ude med den kvindelige værnepligt. For i og med at det nu bliver bakket op af Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, er mit gæt, at han har koordineret det på forhånd.
Logisk at S bakker op
- Det virkede ellers til, at S slingrede lidt, da de blev spurgt ind til det tidligere?
- Det er vel fordi, at regeringen lige skulle finde ud af, hvilke ben, den skulle stå på, og der er argumenter for og imod. Så oplever vi Venstre sige, at de går ind for det, og de har forsvarsministerposten, siger Qvortrup.
Han understreger igen, at han ikke kan forestille sig, at forsvarsministeren har meldt så klart ud uden at have sikret sig støtten fra regeringsbaglandet.
- Og så er det logisk nok, at Socialdemokratiet i dag (torsdag, red.) har fundet deres ben at stå på og også går ind for det.
- Så nu skal kvinderne i trøjen, siger Qvortrup.