Radikal skandale: Partitop blev advaret

Radikale Venstre har længe kendt til problemerne med Karen Melchiors problematiske adfærd, erfarer Ekstra Bladet

Karen Melchior ville ikke tale med Ekstra Bladet om sagerne på hendes kontor

Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få et interview med Karen Melchior, men uden held.
Følg Politik

Ved du noget? Kontakt os her.

Toppen af Radikale Venstre har i over et år kendt til Karen Melchiors problematiske adfærd, men først efter Ekstra Bladets afsløringer er der blevet sat konkrete tiltag i gang, der skal forsøge at forbedre arbejdsmiljøet på EU-profilens kontor.

Sekretariatsledelsen i partiet er således gentagne gange og igennem længere tid blevet advaret - både mundtligt og skriftligt - om Karen Melchiors problematiske adfærd.

Det erfarer Ekstra Bladet.

Dermed er er advarslerne faldet til partiets øverste administrative ledelse, der holder til på Christiansborg - side om side med partiets folketingspolitikere.

Perfid, kolerisk og utilregnelig
Flere ansatte i Europa-Parlamentet, herunder både nuværende og tidligere medarbejdere, har beskrevet Karen Melchior som råbende, overfusende, perfid, kolerisk og utilregnelig.

Det er denne adfærd, sekretariatsledelsen ifølge Ekstra Bladets oplysninger er blevet advaret om i over et år, og som har gjort arbejdsmiljøet på hendes kontor så ulideligt, at flere ansatte har sygemeldt sig.

Flere af hinanden uafhængige kilder med kendskab til sagen fortæller desuden, at der fortsat er stor frustration blandt ansatte og kollegaer i Europa-Parlamentet over, at der igennem lang tid ikke er blevet sat ind overfor Karen Melchiors 'koleriske' og 'perfide' adfærd.

Sagen om Karen Melchior

Ulideligt arbejdsmiljø: Flygter fra radikal profil

Ekstra Bladet afslører i september, at Radikale Venstres medlem af Europa-Parlamentet Karen Melchior flere gange har mistet besindelsen og råbt ad ansatte og gjort arbejdsmiljøet på sit kontor ulideligt.

Melchior beskrives blandt andet som ’ubehagelig’, ’kolerisk’ og ’perfid’, og at hun har et ’voldsomt’ temperament'. Selv er hun 'overrasket'.

 

Radikal hidsigprop gik amok i lufthavn

I forbindelse med Folkemødet i 2019 var Karen Melchior - ifølge eget udsagn - så vred, at hun forsøgte at gå om bord på et fly uden at have fået lov af personalet. Til sidst måtte den radikale politiker stoppes af politiet i lufthavnen.

'Jeg skældte ud over ikke at kunne få ordentlig besked og var frustreret, sulten og sikkert rigtig dum at høre på,' fortæller Karen Melchior.

 

Radikale i bizart optrin: Profil nægter at svare

Karen Melchior ville bestemt ikke snakke med Ekstra Bladet på Radikale Venstres landsmøde om de omfattende problemer med uacceptabel adfærd på hendes kontor. Hun har endnu til gode at stille op til interview.

 

Flere sygemeldte: Knækket af radikal profil

Arbejdsmiljøet under den radikale EU-profil Karen Melchior har været så brutalt, at mindst tre medarbejdere i parlamentet har været sygemeldt på grund af politikerens adfærd.

- Jeg er en stærk person, jeg elsker mit arbejde, og jeg er god til det. Jeg kan klare alt. Men Karens adfærd knækkede mig, siger en sygemeldt medarbejder, der ønsker at være anonym.

 

Undersøgelse af Karen Melchior igangsat

Radikale Venstre har i oktober indledt en omfattende undersøgelse af Karen Melchior og problemerne med arbejdsmiljøet på hendes kontor.

I en intern e-mail skriver kontaktinstansen, at den inden for den seneste måned har været i kontakt med flertallet af både nuværende og tidligere ansatte under Karen Melchior samt andre kolleger i Europa-Parlamentet.

Omfattende undersøgelse
I sidste uge kunne Ekstra Bladet fortælle, at Radikale Venstres uafhængige kontaktinstans, der behandler grænseoverskridende adfærd i partiet, har indledt en omfattende undersøgelse af Karen Melchior.

Hvor Karen Melchior i starten af september bedyrede, at der ikke var nogen ansatte, der havde klaget over hende på daværende tidspunkt, så det pludselig helt anderledes ud efter Ekstra Bladets afsløringer.

Således viser en intern e-mail, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, at kontaktinstansen nu har været i kontakt med flertallet af både nuværende og tidligere ansatte under Karen Melchior samt andre kolleger i Europa-Parlamentet.

Yderligere skridt i vente
Ifølge Radikale Venstres landsformand, Mikkel Sarbo, er det sket 'på baggrund af henvendelser', som kontaktinstansen 'drøfter i fortrolighed med dem, som henvender sig, og implicerede parter'.

'Baseret på dette har kontaktinstansen sendt en foreløbig anbefaling til Karen og den organisatoriske ledelse i Radikale Venstre. Den organisatoriske ledelse og Karen arbejder nu med disse anbefalinger både sammen og individuelt', står der der i mailen.

Ifølge mailen fra kontaktinstansen er sagen langtfra afsluttet, og der forventes at skulle tages 'yderligere skridt'. Ekstra Bladet har ikke kunne få oplyst, hvilke anbefalinger der er tale om, men landsformand Mikkel Sarbo fortæller, at der vil blive iværksat en arbejdsmiljøundersøgelse.

'Som jeg tidligere har svaret jer, så tager vi arbejdsmiljø meget alvorligt. Derfor er det korrekt, at der vil blive iværksat en arbejdsmiljøundersøgelse. I første omgang er der dialog med Parlamentet, som formelt er arbejdsgiver, og som i øvrigt mig bekendt ikke har modtaget nogen henvendelser', skriver Mikkel Sarbo.

Hverken den politiske leder af partiet, Sofie Carsten Nielsen, eller sekretariatschef Lars Beer ønsker at kommentere sagen. Karen Melchior selv forholder sig også tavs. Landsformand Mikkel Sarbo har dog indvilget i at besvare en række spørgsmål skriftligt.

Landsformand: Ikke ansat af os

- Er det korrekt, at I overvejer at ændre i jeres vedtægter, sådan at I fremover også vil have mulighed for at sanktionere medlemmer af Europa-Parlamentet, fordi dette ikke er en reel mulighed jf. de nuværende vedtægter?

'Jeg arbejder benhårdt på at opnå faste sammenlignelige temperaturmålingerne på trivsel. Der er ingen vedtægtsændringer på tapetet.'

- Vi erfarer, at jeres sekretariatsledelse igennem en periode på over et år - og længe før kontaktinstansen kom på banen - er blevet advaret gentagende gange mod problematisk adfærd fra Karen Melchiors side. Både mundtligt og skriftligt. Hvad er din kommentar til den oplysning?

'Vi tager alle henvendelser alvorligt. I er nødt til at forstå at ansatte i Bruxelles er ansat af Europaparlamentet. Selvom de understøtter danske MEP’ere, er de ikke ansat af Radikale Venstre.'

- Vi erfarer ligeledes, at henvendelserne i høj grad blev ignoreret. Er det acceptabelt, synes du? Hvorfor blev der ikke reageret tidligere på de mange henvendelser om problemerne med Karen Melchior?

'Det skal være attraktivt at arbejde for den radikale bevægelse. Derfor tager vi alle sager om folk, der ikke trives alvorligt. Som jeg også tidligere har slået fast, så sagsbehandler vi ikke personalesager i medierne. Og vi opfordrer alle, der har oplevet brud på samværspolitikken i Radikale Venstre til at gå til vores uafhængige Kontaktinstans, der behandler brud på samværspolitikken. For ansatte i Parlamentet har Parlamentet i øvrigt også en relevant instans.'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kan tage opstilling fra Melchior

Den radikale top har ingen formelle muligheder for at sanktionere partiets politikere i Europa-Parlamentet.

Der står nemlig intet i partiets vedtægter, der gør ledelsen i stand til at stille parlamentarikere til ansvar, hvis de gang på gang bryder med partiets samværspolitik.

Det har fået flere i Radikale Venstre til at arbejde for vedtægtsændringer, så det i fremtiden bliver nemmere at udstede sanktioner, erfarer Ekstra Bladet.

Der er således ingen mulighed for at ekskludere Karen Melchior eller tage hendes mandat. Selv hvis kontaktinstansen fandt frem til en gentagen, uacceptabel adfærd.

I så fald ville kontaktinstansen gå til partiets forretningsudvalg i første omgang. Derefter ville forretningsudvalget tage kontakt til den radikale ledelse i den kreds, hvor politikere var opstillet.

Det eneste Radikale Venstre kan gøre er derfor i første omgang at vente. Først senere kan partiet vælge at opstille en anden, når der er valg til Europa-Parlamentet i 2024.

Radikale Venstre begynder næste år at se på mulige kandidater til EP-valget.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De Radikale har været under kærlig behandling i Ekstra Bladets politiske podcast 'Ingen Kommentarer', som du kan høre herunder eller i din podcastapp. Vi har spurgt, hvordan et grænsehegn om Europa skal se ud ifølge De Radikale.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers