Radikale stiller krav om mere udenlandsk arbejdskraft

Radikale kalder krav til arbejdskraft en forudsætning for regeringen inden finanslovforhandlingernes start

Onsdag fremlagde regeringen sit forslag til en finanslov. Henrik Qvortrup analyserer.

De Radikale kommer med et klokkeklart krav til den nye regering: Der skal åbnes for mere udenlandsk arbejdskraft.

Det siger partiets politiske leder, Morten Østergaard, i et interview med Børsen.

Kravet om mere udenlandsk arbejdskraft er en del af De Radikales finanslovsudspil, der præsenteres mandag.

- Regeringen er jo dannet på den forudsætning, at man vil åbne op for mere udenlandsk arbejdskraft, og så skal det selvfølgelig også blive til noget, siger Morten Østergaard til Børsen.

Han henviser til forståelsespapiret, som partiet fik forhandlet på plads med S-regeringen, SF og Enhedslisten i forbindelse med regeringsforhandlingerne i sommer.

Her er det aftalt, at virksomheder 'hurtigt og ubureaukratisk' skal have lov til at hente mere faglært arbejdskraft fra udlandet.

- Det har jo den fordel, at det bidrager til vækst, som giver os bedre muligheder for at styrke den grønne omstilling, investere i børn og uddannelse og de andre ting, vi gerne vil. Derfor forstår jeg egentlig ikke, hvorfor regeringen ikke er mere offensiv på det, siger De Radikales partileder.

Helt enig
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) skriver i et mailsvar til Børsen, at han er 'helt enig i', at danske virksomheder, som 'lever op til deres forpligtelser', hurtigt og ubureaukratisk skal kunne tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Han ser derfor positivt på, at man i forbindelse med finanslovsforhandlingerne ser på en række erhvervsordninger.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er dog mere kritisk overfor idéen om at åbne mere for udenlandsk arbejdskraft.

- Vi har ikke et problem med at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Og hvis man gør reglerne mere lempelige, er jeg bange for, at det bliver nemmere at udnytte mennesker i en fattig situation, siger hun til Børsen.

Hun tilføjer, at sætningerne i forståelsespapiret om udenlandsk arbejdskraft bestemt ikke var Enhedslistens kop te.

Finanslovsforhandlingerne begynder mandag og ledes af finansminister Nicolai Wammen.

261 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere