Rasler med sablen over for Trump: Krig er ved at blive til virkelighed

Kinesiske generaler rasler med sablen efter Trump er kommet med barske udtalelser om landet

Den kinesiske flåde er klar til at gøre krav på det Kina tilhører dem, påstår flere højtstående militærfolk. Dette billede er fra en fælles kinesisk-russisk øvelse i 2014. Foto: AP
Den kinesiske flåde er klar til at gøre krav på det Kina tilhører dem, påstår flere højtstående militærfolk. Dette billede er fra en fælles kinesisk-russisk øvelse i 2014. Foto: AP

Den amerikanske præsident Donald Trump har kun siddet på magten i omkring halvanden uge, men han har alligevel formået at få store dele af sin egen såvel som verdens befolkning i oprør med kontroversielle dekreter, som han flittigt har underskrevet i de første dage.

Langt fra de hjemlige himmelstrøg har Donald Trump også formået at gøre sig upopulær, endda uden at underskrive et dekret.

Her er det nemlig alene retorikken fra ham og hans stab, der betyder et anspændt forhold.

Op til og efter indsættelsen af Donald Trump som præsident, er han og hans kommende udenrigsminister Rex Tillerson kommet med flere udtalelser, som har fået Kina op i det røde felt.

Trump og Tillerson har nemlig gjort det klart, at USA vil blande sig i striden om det Sydkinesiske Øhav, hvilket langt fra vækker begejstring i Kina.

Således kan South China Morning Post berette, at flere kinesiske militærfolk og analytikere varsler om ildevarslende tider med Trump ved roret, og at Kina gør klar til en muligt militær konflikt med USA.

- 'En krig i løbet af præsidentperioden' eller 'krigen bryder ud i aften' er ikke længere bare slogans, det er ved at blive til virkelighed, lød det blandt andet i en kommentar fra en topembedsmand på den kinesiske hærs hjemmeside ifølge South China Morning Post.

Ifølge det statskontrollerede medie People's Daily fastholder militæret desuden, at de vil afholde militærøvelser på havet, uanset hvilke provokationer, der måtte komme fra andre lande.

Eks-generaler rasler med sablen
Andreas Bøje Forsby, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, mener dog, man skal slå koldt vand i blodet, inden man frygter en stor, verdensomspændende krig mellem to af verdens supermagter.

- Helt overordnet kan man sige, at kinesiske generaler ikke er repræsentative for, hvordan det kinesiske regime generelt tænker. De har deres egen dagsorden med at få kanaliseret så mange midler i deres egen kasse som muligt, siger han til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at der også er flere pensionerede kinesiske generaler, som blander sig i den offentlige debat.

- Det er noget regimet sådan set accepterer, at de så kan stå for en mere hårdhændet linje udadtil, siger han.

Alligevel understreger han, at det kinesiske regime ikke ser med milde øjne på udmeldingerne fra Donald Trump og hans regering.

- Det afspejler, at der er kommet nogle nye dynamikker i forholdet mellem USA og Kina, og at kineserne oprigtigt og med gode grunde er bekymrede for, hvad det er for en administration, de kommer til at stå over for, siger Andreas Forsby.

USA har tidligere - til stor frustration fra Kina - haft flådefartøjer tæt på det territorium, Kina har gjort krav på. Her i januar 2016. Foto: AP
USA har tidligere - til stor frustration fra Kina - haft flådefartøjer tæt på det territorium, Kina har gjort krav på. Her i januar 2016. Foto: AP
 

Kunstige øer skaber ny ballade
Kina har for nylig konstrueret en række kunstige øer i Det Sydkinesiske Øhav, for at opnå større kontrol med Spratly-øgruppen. Rex Tillerson gjorde det dog for nyligt klart på en høring i Senatet, at den amerikanske flåde kan tænkes at ville forindre Kina i at få adgang til de omstridte øer.

Den kommende amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson svarede uklart på flere spørgsmål i forbindelse med høring i Senatet, men han var helt klar i spyttet på spørgsmålet om Det Sydkinesiske Øhav. Foto: AP
Den kommende amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson svarede uklart på flere spørgsmål i forbindelse med høring i Senatet, men han var helt klar i spyttet på spørgsmålet om Det Sydkinesiske Øhav. Foto: AP
 

Normalt ville en sådan udmelding formentlig bestå af en tom trussel, men kineserne er på vagt over for, hvad man egentlig skal forvente fra Trump-administrationen.

- Trump har allerede leveret på nogle af de ting, han har proklameret, seneste med muren og indrejseforbud fra visse muslimske lande, så man kan godt forstå, hvis kineserne er bekymrede for, om de står for tur næste gang, siger Andreas Forsby.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Klik dig rundt i ovenstående kort for at læse, hvilke øgrupper, landene kæmper om. Kina mener at alt 'det dybe' (mørkeblå) farvand tilhører dem.

Han forklarer, at konflikten i Det Sydkinesiske Øhav er meget vigtig for kineserne og deres selvforståelse, og de vil derfor gå langt for at holde på deres ret. De har tidligere afvist at følge en international dom, der fjerner lovgrundlaget for store dele af Kinas krav og adfærd i Det Sydkinesiske Hav.

- Kina betragter øerne som en del af deres legitime territorium, og de vil ikke finde sig i, at der er nogen, der forsøger at forhindre Kina i at opretholde deres territoriale integritet. Så det er meget svært at forestille sig, at kineserne bare trækker følehornene tilbage, hvis Trump skulle finde på at intervenere med den amerikanske stillehavsflåde, som i øvrigt er kineserne klart overlegen, siger han.

Kina ynder at udstille deres militære magt. De kan dog ikke måle sig med USA's militære styrke, især til havs. Arkivfoto: AP
Kina ynder at udstille deres militære magt. De kan dog ikke måle sig med USA's militære styrke, især til havs. Arkivfoto: AP
 

Finder sig ikke i det
Han siger, at det trods Trumps seneste ageren er tvivlsomt, om amerikanerne rent faktisk kunne finde på rent faktisk at blokere for kinesernes adgang til deres kunstige øer. For det ville uden tvivl blive taget ilde op af Kina.

- Det ville blive opfattet af kineserne som en krigserklæring. Jeg tror dog ikke de kunne finde på at kaste sig ud i en militær konfrontation med amerikanerne. Det er i hvert fald højst utænkeligt, eftersom amerikanerne stadig er kineserne stærkt overlegne til havs. Men det er et mareridtsscenarium, som vi forhåbentlig aldrig får lejlighed til at drøfte nærmere, siger Kina-eksperten.

Han mener altså ikke, at det er realistisk, der kommer en egentlig krig.

- Men der er ikke nogen tvivl om, at kineserne vil strække sig meget langt for at gøre det klart over for amerikanerne, at de absolut ikke finder sig i, at amerikanerne intervenerer i denne sag, som de vel ret beset heller ikke er en direkte involveret part i, siger Andreas Forsby.

Det Sydkinesiske Øhav - det slås de om

Konflikten i Det Sydkinesiske Øhav er en stående disputs mellem landene omkring øhavet, hvor de hver især gør krav på områder af og øer i havet.

Foruden kampen blandt de omkringliggende lande, ønsker store dele af det internationale samfund, at farvandet forbliver neutralt af hensyn til handel i området.

Årsagen til konflikten er blandt andet kamp om fiskerettigheder i området, mulighed for at lede og bore efter olie og gas, samt mulighed for at kontrollere strategisk vigtige sejlrender.

Særligt Kina og Vietnam gør krav på store dele af farvandet, men også Filippinerne, Malaysia og Brunei mener, at dele af havet hører under deres territorium.

Således har de omstridte øer også stor indenrigspolitisk betydning i de forskellige lande. Da den kontroversielle præsident Rodrigo Dutertes fra Filippinerne førte valgkamp, var en af hans mærkesager blandt andet at kæmpe for Filippinernes ret til Spratly-øgruppen.

818 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere