Regeringen hæver loft for virksomheders lønkompensation

Coronaramte virksomheder kan se frem til tilbud om større lønkompensation for hjemsendte medarbejdere

Med den nye forbedrede trepartsaftale håber regeringen, at færre danskere får en fyreseddel. Video: Ritzau Scanpix

Regeringen er enig med arbejdsmarkedets parter om at forbedre aftalen om lønkompensation.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

For funktionærer hæves loftet for lønkompensation til 30.000 kroner fra 23.000 kroner.

For timelønnede hæves loftet også til 30.000 kroner - dog fra 26.000 kroner.

Den nye kompensationsordning vil gælde fra 9. marts til 9. juni.

– Vi lavede for fjorten dage siden en trepartsaftale. Det er en ordning, som mange har meldt sig til, flere end 11.000 virksomheder. Men samtidig hører vi, at ordningen måske kunne blive endnu bedre. Det er baggrunden for, at vi har holdt et nyt møde for at se, om vi kunne styrke aftalen, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på pressemøde mandag eftermiddag.

Virksomheder, der allerede har søgt om lønkompensation via den oprindelige ordning, er dermed også omfattet af det højere støtteniveau.

- Vores midlertidige lønkompensationsordning har været god og reddet flere virksomheder. Men vi har også hørt, at den kunne blive endnu bedre, så endnu flere medarbejdere kan få lov til at beholde deres job i en meget svær tid, siger finansministeren om forbedret trepartsaftale.

Ifølge Finansministeriet har mere end 11.000 virksomheder allerede ansøgt om lønkompensation i den oprindelige ordning, der blev indgået 14. marts.

– Selv om vi har lavet hjælpepakker, kan vi desværre ikke redde alle virksomheder og arbejdspladser. Men vi kan i fællesskab gøre en stor forskel, når vi står sammen.

Administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen om forbedret aftale omkring lønkompensation:

- Det er et lyspunkt i en svær tid, at ordningen om lønkompensation bliver gjort klart mere attraktiv for mange virksomheder, som er presset helt i bund. 

- Det vil give endnu flere virksomheder en reel mulighed for at beholde deres medarbejdere, så vi kan redde tusindvis af arbejdspladser.

236 kommentarer
Vis kommentarer