Regeringen klar med nyt om grænserne

Senere torsdag vil regeringen formentlig komme med godt nyt til rejselystne danskere og udenlandske turister

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen har en model klar, som vil lempe grænserestriktioner og rejsevejledninger.

Modellen præsenteres senere torsdag, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på vej ind til et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Nu glæder jeg mig til at komme ind og orientere Udenrigspolitisk Nævn og så komme ud bagefter og fortælle om, hvad det er for en model, vi har lagt os fast på, siger Kofod torsdag morgen på vej ind til mødet.

- Vi kigger på en forsvarlig måde, der kan åbne op for ind- og udrejse, siger Kofod, der flankeres af justitsminister Nick Hækkerup (S) ved mødet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fastslog tirsdag, at regeringen arbejder på en model med 'objektive kriterier', der skal afgøre, hvilke lande der kan åbnes for.

Det vil betyde, at borgere fra lande med få smittede vil kunne rejse ind i Danmark som turister, ligesom danske borgere kan rejse ud til landene som turister.

Fra mandag i denne uge kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Hvad de 'objektive kriterier' indebærer, vides endnu ikke. Men først og fremmest kigger regeringen på Europa i forhold at åbne mere op.

En række partier mener, at regeringen skal lempe reglerne for ind- og udrejse. Heriblandt Venstre.

- Jeg håber, at vi kan åbne for så mange lande, som det overhovedet er forsvarligt at gøre, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen før mødet.

- Derfor er jeg glad for, at vi nu forhåbentlig kan få præsenteret de objektive kriterier for, hvad det er, der skal til, for at en rejsevejledning til et land kan ændres fra Udenrigsministeriets side. Og ikke en eller anden mavefornemmelse fra Statsministeriets side, siger han.

36 kommentarer
Vis kommentarer