Regeringen og DF indgår ny pensionsaftale: Sådan skal danskere blive på arbejdsmarkedet

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en ny aftale om danskernes pension

Flere skal spare op til deres egen pension. Og flere danskere skal blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Det er hovedmålene i den aftale om danskernes pension, som VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag har indgået på et møde i Finansministeriet.

V-regeringen spillede oprindeligt ud med, at alle danskere skulle blive et halvt år længere på arbejdsmarkedet. Det indgik i den såkaldte 2025-plan fra august sidste år.

Det er dog pillet ud af aftalen efter pres fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. I stedet forsøger aftalepartierne via incitamenter at gøre det mere attraktivt at gå senere på pension og spare op til sin egen alderdom.

Finansminister Kristian Jensen (V) siger:

- Danmark bliver stærkere og tryggere, når borgerne bedre kan tage vare på sig selv. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde, og det skal betale sig at spare op til pension.

- Begge disse principper tager denne aftale hånd om, når vi gør det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet og forbedrer incitamentet til at spare op, siger Kristian Jensen.

Ifølge finansministeren har det ikke været muligt at lave en samlet beregning på, hvor mange der vil vælge at blive længere på arbejdsmarkedet som følge af aftalen.

Med aftalen vil regeringen og Dansk Folkeparti belønne dem, der bliver nogle ekstra år på arbejdsmarkedet i stedet for at trække sig tilbage, så snart det er muligt.

Derfor bliver det muligt skattefrit at få udbetalt sine efterlønsbidrag, mod at man frasiger sig muligheden for at gå på efterløn.

Samtidig bliver det mere fleksibelt end i dag at få udbetalt sin folkepension på et senere tidspunkt, hvis man vælger at arbejde efter folkepensionsalderen.

Det betyder, at den enkelte selv kan vælge, om den udskudte pension skal udbetales som et engangsbeløb eller over en længere periode.

Överblik

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har i foråret gang på gang markeret, at han og S-formand Mette Frederiksen sammen med andre oppositionspartier kan mønstre et flertal uden om regeringen.

Tirsdag blev regeringen og Dansk Folkeparti imidlertid enige om en større pensionsaftale uden om Socialdemokratiet.

Aftalen peger frem mod efteråret, hvor regeringen ud over finansloven også håber at lande en aftale om lavere skat. Nu er Dansk Folkeparti aftaleparti i de to vigtige aftaler forud for skatteforhandlingerne: Pensionsaftalen og Jobreformen.

* Da Venstre var det eneste parti i regeringen, indgik man en aftale om den første del af Jobreformen. Det skete samme med de to nuværende regeringspartier Liberal Alliance og De Konservative samt Dansk Folkeparti.

* Jobreformen indførte blandt andet integrationsydelsen. Og den skaffer ifølge regeringen en årlig og varig finansiering på én milliard kroner fra 2017. De penge vil regeringen i efteråret bruge på at sætte skatten ned.

* Tirsdagens pensionsaftale tager de første små skridt mod lavere skat. Aftalen forsøger at løse en del af problemerne med, at det for nogle danskere ikke kan betale sig at spare op til pensionen ved at sænke skatten.

* Netop det element "er en vigtig del af forhandlingerne om en samlet skattereform i Jobreform fase II i efteråret", skrev VLAK-regeringen i sit udspil til aftalen.

* Med tirsdagens aftale i hus har regeringen et begrundet håb om, at et forbedret forhold til Dansk Folkeparti kan bane vejen for efterårets store aftaler om blandt andet skat og finanslov.

* Dansk Folkeparti siger dog fortsat blankt nej til regeringens ønske om at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Det ventes at blive et af de afgørende slagsmål i skatteforhandlingerne til efteråret.

156 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere