Regeringen sender knap 400 millioner til Syrien og Irak

Et nyt regionalt freds- og stabiliseringsprogram for Syrien og Irak til 397 millioner kroner igangsættes

I kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) lancerer regeringen et nyt regionalt freds- og stabiliseringsprogram for Syrien og Irak.

Programmet for perioden 2019-2021 har et samlet budget på 397 millioner. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Formålet med pengene er, at de blandt andet skal bekæmpe terrorisme, migration og flygtningekrisen.

- Koalitionen imod Isil (en anden betegnelse for Islamisk Stat, red.) har drevet terrororganisationen ud af langt de fleste af de områder, de kontrollerede, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

- Vi kan være stolte af den rolle, det danske forsvar har spillet i den opgave. Men indsatsen er ikke slut. Hvis vi skal bekæmpe ekstremisme og terrorisme i det lange løb, og hvis vi skal forhindre nye flygtningestrømme, er der behov for en stærk og dedikeret stabiliseringsindsats.

- Ellers risikerer vi, at Isil vender tilbage om kort tid, siger han.

Vigtigt at bidrage
Samuelsen har netop været i Irak. Her har han talt med den irakiske præsident samt landets udenrigsminister.

I øjeblikket bidrager Danmark til den internationale koalition mod IS med et træningsbidrag på cirka 180 personer, et transportfly med cirka 60 personer, et radarbidrag inklusive personel på cirka 30 personer samt et stabsbidrag på cirka 20 personer til koalitionens hovedkvarter.

Ifølge forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er det vigtigt, at Danmark fortsat bidrager til at stabilisere området.

- Nu hvor Isil militært er trængt tilbage i Irak og Syrien, er det vigtigt, at vi også hjælper med at skabe stabilitet i Irak og forsøger at fremme en politisk løsning på konflikten i Syrien.

- Europa og Danmarks sikkerhed påvirkes af konflikter og ustabilitet langt fra Danmarks grænser. Derfor har vi også en interesse i at fortsætte stabiliseringsindsatserne i disse ustabile stater for at mindske blandt andet terrorisme og flygtningekriser, siger han.

De knap 400 millioner kroner kommer fra den interministerielle Freds- og Stabiliseringsfond. Den bidrager Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet til.

32 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere