Annonce:
Annonce:

Regeringen vil bygge over 20.000 almene boliger i store byer

Statsministeren savner en tid, da folk boede sammen på kryds og tværs, da det giver mere forståelse for andre

- Vi har brug for endnu flere boliger, som er til at betale. Derfor vil regeringen gøre det muligt at opføre mere end 20.000 flere almene boliger over de næste 10-15 år. De fleste vil blive bygget i de større byer, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketinget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Vi har brug for endnu flere boliger, som er til at betale. Derfor vil regeringen gøre det muligt at opføre mere end 20.000 flere almene boliger over de næste 10-15 år. De fleste vil blive bygget i de større byer, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketinget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce:
Følg Politik

Er man førstegangskøber med et almindeligt job, kan det være vanskeligt at finde en bolig i en af landets større byer, og regeringen vil foreslå, at der bygges flere almene boliger, siger statsministeren i sin åbningstale.

- Vi har brug for endnu flere boliger, som er til at betale. Derfor vil regeringen gøre det muligt at opføre mere end 20.000 flere almene boliger over de næste 10-15 år, siger Mette Frederiksen (S) i Folketinget.

Som eksempel på det aktuelle problem med boliger nævner statsministeren Nørrebro i København.

Her koster en gennemsnitlig treværelses lejlighed ifølge salgsannoncer hos større ejendomsmæglere mellem 4 og 6 millioner kroner. En tilsvarende ejerlejlighed koster 3-5 millioner i Aarhus.

- Hvis de er førstegangskøbere, så er det svært. Virkelig svært, siger Mette Frederiksen.

Annonce:

- Danmarks hovedstad er en by, hvor folk rent faktisk lever og bor. Endnu. Det er godt. Og når man ser rundt i verden, er det ingenlunde en selvfølgelighed. Men der er alligevel et problem. Et stort problem. Mange har ikke længere råd til at bo i vores alle sammens hovedstad, uddyber hun.

I åbningstalen kobler statsministeren manglen på billige boliger i de større byer med sammenhængskraft.

Hun citerer digteren Søren Ulrik Thomsen, der beskriver 1970’ernes blandede kvarterer, hvor kontorister, akademikere og 'mærkeligt gennemsigtige eksistenser' boede dør om dør.

At bo dør om dør giver, siger Mette Frederiksen, en forståelse for andre menneskers vilkår.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, mener, at problemet har rod i, at der i almindelighed ikke bygges tilstrækkeligt mange boliger i København, og at for mange af dem, som bygges, er for store.

Annonce:

- Og så er der en stærk venstrefløj i København, der stemmer nej, hver gang man skal bygge i højden, eller bygge i nærheden af en frø eller inde i byen. Det gør, at der er færre boliger, end der ellers kunne være, og det presser priserne i vejret, siger han til TV 2 efter åbningstalen.

Især Københavns Kommune har flere gange tidligere meldt ud, at man ville opføre billige boliger, men det er ofte ikke lykkedes at indfri visionerne.

- Det er jo flertallet i Folketinget, der laver lovene og bevilger pengene, og derfor har det været enormt svært at nå i mål, siger boligminister Kaare Dybvad (S).

- Hvis vi rækker hånden ud til Folketingets partier og håber at få et flertal for at lave en ambitiøs politik for at sikre billige boliger i hovedstaden, så håber vi også, at vi gennem lovgivning og økonomi kan understøtte, at vi denne gang kan komme i mål, tilføjer han.

FAKTA: Sådan foregår Folketingets åbning

Ifølge Grundloven skal Folketinget hvert år åbnes den første tirsdag i oktober.

Det markerer begyndelsen på et nyt folketingsår.

Klima, billige boliger og bedre ungdomsuddannelser ventes at blive omdrejningspunkter i statsminister Mette Frederiksens (S) tredje åbningstale.

Sådan foregår åbningen af Folketinget:

* Åbningen begynder med en gudstjeneste klokken 10 for medlemmerne af Folketinget.

* I år er der for fjerde gang også en ikkereligiøs markering af åbningen. Den er arrangeret af Humanistisk Samfund og ventes at blive besøgt af 15 folketingsmedlemmer fra blandt andet Enhedslisten og SF.

* Statsministeren holder derefter klokken 12 sin åbningstale for Folketinget og medlemmerne af kongehuset.

* Inden da er der valgt en formand og fire næstformænd af Folketinget. De udgør tilsammen Folketingets ledelse, Præsidiet. Præsidiemedlemmerne udpeges af de fire største folketingsgrupper, der ikke har besat formandsposten. Henrik Dam Kristensen (S) er Folketingets formand.

* Åbningstalen tager nogle gange udgangspunkt i det lovkatalog, som regeringen også lægger frem på åbningsdagen.

* Lovkataloget fortæller, hvilke love regeringen agter at fremsætte i det kommende folketingsår.

* Repræsentanter for kongehuset har overværet Folketingets åbning hvert år siden 1966. Dronning Margrethe deltog første gang i Folketingets åbning i 1958, da hun var blevet myndig. Kronprins Frederik og prins Joachim har begge deltaget, siden de fyldte 18 år.

* Åbningstalen bliver ikke debatteret på åbningsdagen. Den er til debat om torsdagen i åbningsugen. Dette er en af årets store debatter. Folketingsmedlemmerne tager en lang diskussion om aktuelle politiske sager og får markeret deres mærkesager.

* Efter talen vil partilederne fra de øvrige partier dog kommentere statsministerens tale over for medierne i Vandrehallen, der ligger lige uden for Folketingssalen.

Kilde: Ritzau og Folketingets hjemmeside.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Man skal ikke lade sig narre af Løkke
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: