Regeringen vil stoppe livstidsfangers muligheder for dating

Personer, der er idømt livstid, skal afsone under strengere forhold, hvis det står til regeringen

(Arkiv) Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil gøre livet mere surt for fanger, der er idømt livstid. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
(Arkiv) Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil gøre livet mere surt for fanger, der er idømt livstid. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Regeringen vil stramme forholdene for personer, der har fået livstidsdomme.

Det oplyser Justitsministeriet tirsdag.

Forslagene involverer blandt andet at begrænse muligheden for at afsone i åbne fængsler.

Derudover vil regeringen blandt andet begrænse muligheden for udgang og kontakten med personer, som den livstidsdømte ikke allerede kendte, før vedkommende blev fængslet. I alt lanceres seks initiativer.

- Det er et hensyn til retsfølelsen i samfundet i særdeleshed, men også et hensyn til ofrene og de pårørende til nogle af de meget alvorlige forbrydelser.

- De skal ikke møde gerningsmanden igen, og vi skal ikke se en gerningsmand, der praler på sociale medier. Vi skal heller ikke have gerningsmænd, der bevæger sig ud i dating med måske unge og sårbare piger, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) om forslaget.

Regeringen lægger således op til, at personer, der er idømt livstid, fremover skal afsone mindst ti år i et lukket fængsel. I samme periode skal de ikke kunne komme på udgang undtagen i særlige tilfælde som begravelser.

Hvis de ønsker at udtrykke sig offentligt om den forbrydelse, de er dømt for, vil det også ifølge forslaget kræve tilladelse.

Begrænsningen, af hvem de må få besøg af, skal hindre de meget offentlige parforhold, der de seneste år er dannet med livstidsfanger.

Mediet B.T. har spurgt ekspert i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter om en vurdering af stramningerne. Han peger på flere problemer:

- Forbuddet mod at etablere nye relationer vil gribe ind i fangens privatliv, og forbuddet mod at offentliggøre udtalelser om sine forbrydelser, som jeg forstår det - på en hvilken som helst måde - herunder via sociale medier, kan rejse spørgsmål om censur, siger han til avisen.

Justitsministeren understreger, at man skal være uhyre forsigtig med at censurere borgere.

- Det er derfor, at vi siger, at vi vil undgå, at man praler med sine forbrydelser på sociale medier. Det handler ikke om at censurere, hvad de indsatte kan sige om alt muligt.

- Det handler om at sikre, at man ikke taler om forbrydelserne, medmindre man har fået tilladelse siger han.

Han siger, at man eksempelvis kan få tilladelse til at udtale sig om forbrydelsen, hvis man angrer, og hvor det kan være relevant, i forhold til hvordan straffesystemet er indrettet.

Nick Hækkerup vil sende forslagene til stramninger til Folketingets partier onsdag.

Han forventer, at forslagene vil blive støttet af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Justitsministeren forventer, at forslagene kan træde i kraft 1. januar 2022, hvis de vedtages.

FAKTA: Sådan vil regeringen begrænse livstidsfangers rettigheder

Regeringen vil lave hårdere forhold for livstidsfanger og forvaringsdømte. Det oplyste Justitsministeriet tirsdag aften.

Nedenfor kan du læse, hvordan regeringen vil begrænse de livstidsdømtes muligheder for udgang, dating og ytringer:

1. Begrænsning af mulighed for at afsone i åbent fængsel.

Livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal som minimum afsone deres straf i et lukket fængsel i de første ti år af indsættelsen.

2. Begrænsninger af mulighed for udgang

Livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal ikke kunne komme på udgang, før ti år af deres straf er udstået. Der kan gives tilladelse til udgang, hvis man eksempelvis skal deltage i et familiemedlems begravelse.

3. Begrænsning af kontakt med omverden.

Livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal kunne have kontakt til nærtstående personer, som den pågældende kendte før varetægtsfængslingen.

Det betyder altså, at de ikke kan indgå i nye relationer.

Reglerne skal gælde, indtil ti år af straffen er udstået.

4. Begrænsning af muligheden for at kommer med offentlige tilkendegivelser om den eller de pågældende forbrydelser.

Livstidsdømte og visse forvaringsdømte skal indhente tilladelse, inden de selv kan fremsætte offentlige tilkendegivelser eller offentliggøre andet materiale - eksempelvis i podcast og på sociale medier - om deres forbrydelse.

5. Disciplinærstraf

Hvis de indsatte forbryder sig mod reglerne om at indgå nye relationer eller offentlige udtalelser, skal de kunne straffes disciplinært.

Der skal også indføres en disciplinærstraf, hvor en indsat i et tidsrum kan afskæres fra at få besøg.

6. Bødestraf

Der skal også kunne gives en bødestraf, hvis den indsatte forbryder sig mod reglerne om at indgå nye relationer eller udtale sig offentligt.

Der lægges desuden op til, at medvirkende uden for fængslet kan straffes med bøde efter bestemmelsen.

Kilder: Justitsministeriet