Regeringsaftale kan hindre hjemsendelse af somaliere

Regeringsaftalen gør det sværere for Danmark at hjemsende herboende somaliere til Mogadishu

Sofie Carsten Nielsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sofie Carsten Nielsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Stik imod den tidligere regering og Socialdemokratiets ønske bliver det sværere at udsende herboende somaliere til Mogadishu, selv om de ifølge myndighederne ikke har behov for beskyttelse.

Det skriver Politiken.

Det er konsekvensen af den politiske aftale, som den nye S-regering har lavet med sit parlamentariske grundlag i rød blok.

Dermed stækkes tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs (V) projekt om at hjemsende herboende somaliere til Mogadishu.

I regeringens politiske aftale med rød blok står der, at flygtninge, "der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, kan få mulighed for at blive, mens de er i beskæftigelse".

Det gælder også gruppen af herboende somaliere, som danske myndigheder i tre år har arbejdet for at få udsendt til Mogadishu, forklarer De Radikales gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen.

- Alle, der har sig et arbejde og har haft det i mindst to år, kan få sig en arbejdstilladelse, så længe de fortsætter i arbejde, hvis de har en flygtningebaggrund, siger Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

'Det er en ret'
Hun understreger, at det er en "ret" og ikke kun en mulighed.

Det vakte opsigt, da den tidligere regering i 2017 åbnede for at sende herboende somaliere til Mogadishu, selv om de danske myndigheder ikke kunne garantere deres sikkerhed.

Beslutningen blev truffet, fordi situationen i Mogadishu ifølge danske myndigheder var forbedret. Det skriver Politiken.

Udlændingestyrelsen har siden 2017 inddraget godt 1000 opholdstilladelser.

Hos Dansk Flygtningehjælp bekræfter asylchef Eva Singer, at den politiske aftale mellem regeringen og rød blok kan give flere somaliere lov at blive i Danmark.

I 2017 kom det frem, at flere end 300 afviste somaliere var gået under jorden af frygt for deres sikkerhed, hvis de blev sendt tilbage til Mogadishu.

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er skuffet over Socialdemokratiets linje.

- Det er et klokkeklart løftebrud, i forhold til de garantier Mette Frederiksen (S) gav i valgkampen om at fastholde den stramme udlændingepolitik, siger hun til Politiken.

Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den nye udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S).

709 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere