Rigmand: Mød mig ved Folketinget og fortæl om niqab-bøder

Den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz vil tirsdag holde sit løfte om at betale bøder udstedt for at overtræde tildækningsforbuddet

Rigmand Rachid Nekkaz har allerede brugt 2,4 millioner danske kroner på at betale bøder, der er udstedt for at overtræde tildækningsforbuddet. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix
Rigmand Rachid Nekkaz har allerede brugt 2,4 millioner danske kroner på at betale bøder, der er udstedt for at overtræde tildækningsforbuddet. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Alle mennesker skal have ret til at gå klædt nøjagtigt, som de ønsker på gaden. Det mener den fransk-algeriske forretningsmand Rachid Nekkaz, som vil kæmpe for sin filosofi.

Foran Christiansborg vil han tirsdag klokken 15.00 understrege sit løfte om at betale bøder, der er blevet udstedt for at overtræde tildækningsforbuddet, fortæller aktivisten.

- Alle de mennesker, som har fået en bøde, kan komme og møde mig, give mig deres bøder og fortælle deres historier. Det bliver en fredelig, politisk aktion.

- Jeg gør det for at forsvare civile rettigheder og for friheden til at klæde sig, som man vil, siger han.

I marts besøgte Rachid Nekkaz første gang Danmark, hvor han gav sit ord på at betale bøderne. Siden tildækningsforbuddet trådte i kraft 1. august i år, har politiet udstedt tre bøder. Og nu vil han holde sit løfte.

Har allerede brugt millioner
Siden 2010 har Nekkaz betalt 1552 bøder i Frankrig, Belgien, Schweiz, Holland, Østrig og Tyskland. Det har i alt kostet 2,4 millioner danske kroner, lyder det.

Aktivisten finansierer betalingen af bøderne med de penge, han har tjent ved at investere i teknologi og boligmarkedet.

De er blevet sigtet for at overtræde tildækningsforbuddet

3. august 2018 blev en 28-årig kvinde sigtet for at bære niqab i Hørsholm Storcenter. Læs mere om den sag her.

31. august 2018 fik en 49-årig mand en bøde for at gå i Haderslev Bymidte med skimaske, bar overkrop og en pind. Han forklarede politiet, at han trænede balance. Læs mere om sagen her.

3. september 2018 fik en 48-årig tyrkisk turist en bøde for at bære niqab på politistationen i Aarhus. Hun fik en bøde på 1000 kroner, som hun straks betalte. Læs mere her.

Har forbehold
Men forretningsmanden har nogle kriterier for, hvilke overtrædelser han vil finansiere. Bøden skal være givet på gaden, hvilket ikke er tilfældet for den kvinde, som blev sigtet for at bære niqab i et storcenter i Hørsholm.

- Bøderne skal være givet for at overtræde forbuddet på gaden. For jeg er ikke modstander af, at der er et forbud mod at være helt tildækket i shoppingcentre, lufthavne og banker.

- For dét handler om sikkerhed. Men jeg skal kende de nøjagtige omstændigheder, siger Rachid Nekkaz til spørgsmålet om, hvorvidt han vil betale kvindens bøde.

I Haderslev blev en 49-årig mand sigtet for at overtræde forbuddet, da han gik rundt med skimaske på, bar overkrop og en pind i hånden.

- Hvis manden var voldelig eller ubehagelig, vil jeg ikke betale bøden. Men hvis han ikke var farlig, vil jeg selvfølgelig betale den, siger Nekkaz.

En tyrkisk turist fik en bøde, da hun ville forny sit visum på politistationen. Hun betalte bøden for at bære niqab med det samme, hvorefter hun lod sit ansigt komme til syne.

- Jeg skal kende til omstændighederne. Men når hun går ind på en politistation, skal hun være klar til at identificere sig selv og tage sin niqab af, siger forretningsmanden.

Giver ikke op
Rachid Nekkaz kommer til København hver eneste måned for at understrege sin vilje til at betale bøderne, fortæller han.

- Det vil jeg blive ved med, indtil Folketinget kommer til fornuft og ændrer loven, så det udelukkende er ulovligt at bære niqab i lukkede offentlige områder, såsom skoler, hospitaler, banker og storcentre.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen