Rom får for første gang en kvinde som borgmester

Virginia Raggi fra Femstjerne-bevægelsen vinder klart over regeringspartiets kandidat i Rom, viser måling

Virginia Raggi fra den oprørske Femstjerne-bevægelse bliver ifølge valgstedsmålinger den kommende borgmester i Rom. Det skriver Reuters. Det er første gang, at Italiens hovedstad får en kvinde som borgmester.

Raggi var favorit til at vinde søndagens valg, efter at hun for to uger siden ved første valgrunde satte kandidaterne fra de etablerede partier på plads ved at få 37 procent af stemmerne.

Valgstedsmålingerne fra søndagens afgørende anden runde viser, at omkring 60 procent af vælgerne har stemt på Raggi, som dermed klart distancerer modkandidaten Roberto Giachetti fra regeringspartiet Demokratisk Parti (PD).

Sejren til Raggi og Femstjerne-bevægelsen er et gennembrud for partiet, der blev dannet i 2009 som en protest mod de etablerede partier. Samtidig er det et tilbageslag for premierminister Renzi og PD.

Rom har været uden borgmester siden oktober, hvor Ignazio Marino, der er medlem af Renzis parti, blev tvunget til at gå af efter en bilags- og udgiftsskandale.

Ydermere har byens politiske system været infiltreret af en mafiaorganisation, som en anden tidligere borgmester Gianni Alemanno er anklaget for at være involveret i.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere