Romney vil stemme imod Trump

Tidligere præsidentkandidat og republikaner Mitt Romney har tænkt sig at stemme imod Donald Trump i den verserende rigsretssag

Donald Trump kan ikke se frem til støtte fra sin partifælle Mitt Romney. Foto: Joel Page/Ritzau Scanpix
Donald Trump kan ikke se frem til støtte fra sin partifælle Mitt Romney. Foto: Joel Page/Ritzau Scanpix

Der går ingen kærlighed tabt imellem de to republikanere Mitt Romney og Donald Trump.

Således kan flere medier heriblandt nyhedsbureaet AP rapportere, at Mitt Romney har tænkt sig at stemme imod præsident Trump i den verserende rigsretssag.

Således er senatoren fra Utah den eneste republikanske senator, som vil stemme imod Donald Trump i rigsretssagen. Romney fortalte selv om sine intentioner i senatet onsdag. Samtidig harcelerede senatoren mod den republikanske præsidents gerninger.

- Det er måske den mest destruktive og grove overtrædelse af et offentlige embede, som jeg kan forestille mig, sagde han.

Mitt Romney var selv præsidentkandidat i 2012, hvor han måtte se sig slået af demokraten Brack Obama.

Følg udviklingen live herunder eller i videoen øverst i artiklen.

Forstå rigsretssagen på to minutter

USA's præsident Donald Trump sidder i disse uger på anklagebænken i den tredje rigsretssag i amerikansk politisk historie. Vi giver dig her et overblik over, hvad det egentlig betyder.

Hvad er en rigssretssag?
En rigsretssag (på engelsk: impeachment) giver magthavere mulighed for at holde andre magthavere (som for eksempel dommere, præsidenten eller medlemmer af Kongressen) til ansvar, hvis de mistænkes for at have gjort noget ulovligt i deres embede.

Retssagen afholdes i Senatet, som er det øverste kammer i Kongressen, og medlemmerne af Senatet dømmer i sagen. Derfor er det en politisk retssag og ikke en straffesag.

Hvad anklages præsident Trump for?
Det er to anklager mod præsidenten, der er omdrejningspunktet i rigsretssagen.

For det første er han anklaget for at have tilbageholdt millioner af dollars i militærhjælp til Ukraine for at få Ukraines regering til at hjælpe sig med at blive genvalgt. Det skulle ifølge vidner blandt andet handle om at få Ukraines regering til at igangsætte en eftersøgning af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

For det andet er han anklaget for at hindre Kongressen i at udføre deres arbejde, da han sidste år nægtede at lade medarbejdere i Det Hvide Hus vidne i de første høringer i sagen.

Præsidenten nægter alle anklager.

Hvad kan konsekvenserne blive?
Hvis to tredjedele af de 100 medlemmer af Senatet dømmer præsident Trump skyldig, kan han blive tvunget til at gå af som præsident. Republikanerne har dog flertal med 53 pladser, så den udbredte opfattelse er, at han vil blive frifundet.

Hvor lang tid tager det?
Retssagen forventes at tage flere uger, men ingen ved, hvor lang tid det præcis vil tage. Da præsident Bill Clinton blev stillet for en rigsret for at have løjet om sit seksuelle forhold til praktikant i Det Hvide Hus Monica Lewinsky, tog det en måned, inden han blev frifundet i februar 1999.

Kilder: BBC, The New York Times, CNN

657 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere