Royal uro i Thailand: - Ekstremt upassende

Thailands konge reagerer nu på, at hans søster vil stille op som premierminister

Den thailandske prinsesse har fået sin bror på nakken efter usædvanligt politisk træk. Foto: Jorge Zapata/AFP
Den thailandske prinsesse har fået sin bror på nakken efter usædvanligt politisk træk. Foto: Jorge Zapata/AFP

Det har vakt behørig opsigt i Thailand, at landets prinsesse og kongens søster Ubolratana Rajakanya (også kendt som Ubol Ratana) stiller op som landets premierminister i den forestående valgkamp.

Her stiller hun op for partiet Thai Raska Chart, der er allieret med den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.

Det opsigtsvækkende tiltag bryder med en lang tradition i Thailand, hvor kongefamilien holder sig ude af politiske spørgsmål.

Og prinsessens bror, kong Vajiralongkorn, er da heller ikke begejstret for søsterens planer.

- Involvering af et højtstående medlem af den kongelige familie i politik, på nogen som helst måde, er anset som en handling, der går i modstrid med nationens traditioner, skikke og kultur, og det er derfor anset for at være ekstremt upassende, lyder det fra kongen ifølge BBC.

Flyttede ud - og hjem
Den 67-årige prinsesse har en lidt usædvanlig forhistorie, idet hun i 1972 fraskrev sig sin royale titel og slog sig ned i USA med sin mand, Peter Ladd Jensen. Parret gik imidlertid fra hinanden i 1998, og hun vendte i 2001 tilbage til Thailand for at genoptage sine royale pligter.

- Selvom hun formelt har givet afkald på sine royale titler, har hun opretholdt sin status og ageret som et medlem af Chakri-dynastiet, lyder det i en meddelelse udsendt på vegne af kongen.

I udtalelsen citerer kongen en passage i forfatningen, der lyder, at monarkiet bør opretholde en politisk neutralitet.

Ifølge BBC vurderer analytikere, at kongens udmelding formentlig vil betyde, at landets valgkommission vil afvise Ubol Ratana som kandidat til premierministerposten til når thailænderne går til valg 24. marts.

Første valg i fem år
Valget er det første af sin slags, siden militæret tog magten i landet for fem år siden. Prinsessens modkandidat er den nuværende leder af landets militærjunta, Prayut Chan-o-cha.

Hun har selv tidligere fredag forsvaret sin opstilling med, at hun har frasagt sig sin royale titel, og at hun nu levede som et almindeligt menneske.

I et opslag på Instragram giver hun udtryk for, at hun vil udøve sine rettigheder som almen borger ved at stille op som premierminister. Her lovede hun samtidig at arbejde med målbevidsthed og oprigtighed på vegne af alle i Thailand.

Ubol Ratana er datter af den tidligere konge Bhumibol Adulyadej, der døde i 2016 efter at have siddet på tronen i 70 år. Thailand havde efterfølgende officiel sørgeperiode i mere end et år.

42 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere