Rusland erkender, at der var kontakt til republikaneren Donald Trumps kampagne under den amerikanske valgkamp.
Det fortæller viceudenrigsminister Sergej Rjabkov til det russiske nyhedsbureau Interfax.
- Der var løbende kontakt, bekræfter han, men uden at gå i detaljer.
På spørgsmålet, om disse kontakter nu vil blive intensiveret efter Trumps valgsejr ved præsidentvalget, svarer Rjabkov:
- Disse arbejdsmomenter og opfølgning på dette eller hint spørgsmål vil afhænge af situationen og de spørgsmål, vi står over for.
- Men vi vil selvfølgelig fortsætte dette arbejde efter valget, siger han.
Demokraten Hillary Clinton, som tabte præsidentvalget, har anklaget Trump for at stå i ledtog med Rusland og have optrådt som præsident Vladimir Putins 'marionet'.
Amerikanske efterretningstjenester har sagt, at det var Rusland, der hackede Det Demokratiske Partis e-mails. De blev flittigt brugt af Trump-kampagnen til at angribe Clinton.
Der blev klappet i det russiske parlament, da det onsdag blev meddelt, at Trump havde vundet præsidentvalget i USA.
Trump har sagt, at han måske vil mødes med Putin, inden han bliver indsat som USA's præsident i januar. Putins talsmand siger, at der for øjeblikket ikke er planer om et møde.
Putin har sagt til udenlandske ambassadører, at han er parat til at genoprette alle relationer med USA.
Rjabkov var dog også forbeholden i sine udtalelser.
Han siger, at der ikke er nogen eufori det russiske udenrigsministerium over den republikanske politikers valgsejr, selv om Rusland ønsker at normalisere relationerne med USA.
Han tilføjer, at Trumps allierede havde fremsat en række hårde udtalelser om Rusland under valgkampen.
- Vi venter ikke noget specielt fra den kommende amerikanske administration, siger han.