Rusland og Kina i fælles øvelse: - Vesten kigger med

For første gang siden coronakrisen er en fremmed magt blevet inviteret ind i Kina til militære øvelser

Rusland og Kina i fælles øvelse: - Vesten kigger med

Rusland har allerede tidligere på ugen og hen over weekenden gennemført militærøvelser med Uzbekistan nær den afghanske grænse, som videoen fra landets eget forsvarsministerium her viser.

I den kommende uge afholder to af verdens største stormagter en fælles militærøvelse, når Rusland og Kina mødes i den kinesiske region Ningxia Hui til øvelsen, der har fået navnet Zapad/Interaction 2021.

Navnet lyder måske bekendt, da Rusland regelmæssigt afholder øvelsen med navnet Zapad (der på russisk betyder 'Vest') sammen med Belarus - ofte med et tema, der ikke just vækker begejstring blandt Ruslands mindre naboer i Baltikum, Polen og Ukraine.

Denne gang foregår det dog altså langt fra Kiev og Warszawa, og det officielle tema omhandler da heller ikke krigsførelse med andre nationer.

Således forlyder det fra de to lande, at øvelsens omdrejningspunkt blandt andet er bekæmpelse af terrorisme. Derudover skal den bruges til at forbedre tropper fra de to landes evner til at samarbejde.

- Ikke det, det giver sig ud for
Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hæfter sig ved, at det betegnes som første gang, Rusland deltager i en øvelse i Kina.

- Jeg ser det som et kinesisk ønske om en øvelse, hvis omdrejningspunkt er nedkæmpelse af separatisme. Så det er ikke en storstilet værnsfælles øvelse, hvor forskellige værn samarbejder på tværs af lande, siger han.

Til øvelsen, der starter mandag, deltager primært landtropper, mens enkelte fly også deltager i øvelsen.

- Så umiddelbart er det landtropper, der støttet af fly skal nedkæmpe separatister. Det er ikke det, de kalder det, men det er det, der ligger i øvelsesscenariet, siger han.

Kina og Rusland har tidligere holdt øvelser sammen uden for Kina. Her er det i forbindelse med en flådeøvelse sammen med Iran i december 2019. Foto: Irans forsvar via AP/Ritzau Scanpix
Kina og Rusland har tidligere holdt øvelser sammen uden for Kina. Her er det i forbindelse med en flådeøvelse sammen med Iran i december 2019. Foto: Irans forsvar via AP/Ritzau Scanpix

Sprog giver udfordringer
Han kalder det en bemærkelsesværdig øvelse, fordi det blandt andet er første gang, den russiske forsvarsminister Sergey Shoygu er i Kina for at observere og deltage i en øvelse.

- Det er måske et tegn på, at Kina i højere grad føler, de kan være med i forhold til tidligere. De kan invitere og arrangere en øvelse og stå for scenariet, hvilket ofte er kontroversielt, hvad det også er i det her tilfælde, siger Flemming Splidsboel.

Og selvom der altså ikke umiddelbart er tale om en øvelse, der har sigte på vestlige interesser, vil Vesten have et vågent øje på øvelsen.

- Man er interesseret i, hvordan samarbejdet mellem de to landes forsvar fungerer. Man ved blandt andet fra tidligere øvelser, at det har været et problem, at de ikke har noget fælles sprog de to lande imellem. Så der vil være nogen, der er interesseret i at se, hvordan de løser det. Men det er ikke en øvelse, der har den store politiske interesse, som det havde været, hvis scenariet eksempelvis havde været en åbenlys øvelse i at invadere Taiwan, siger han.

To af verdens mest magtfulde mænd, Vladimir Putin og Xi Jinping, sidder i spidsen for hver deres stormagt og har et nært forhold uden at være allierede. Foto: Ramil Sitdikov, Sputnik, Kremlin Pool Photo via AP/Ritzau Scanpix
To af verdens mest magtfulde mænd, Vladimir Putin og Xi Jinping, sidder i spidsen for hver deres stormagt og har et nært forhold uden at være allierede. Foto: Ramil Sitdikov, Sputnik, Kremlin Pool Photo via AP/Ritzau Scanpix
 

Ville provokere Vesten
Han fortæller, at de to lande foreløbig nok laver øvelser sammen, men de er stadig ikke deciderede allierede.

- Hvis de skulle indgå et mere formaliseret samarbejde, ville det nok give anledning til en del nervøsitet hos USA og Nato og måske også provokere nogle reaktioner fra vestlig side.

- Det er også spørgsmålet, om Kina efterhånden synes, de selv er stærke nok, så de ikke i så høj grad har brug for Rusland mere, siger Flemming Splidsboel.

Begge lande kan dog formentlig lære af hinandens teknologi i forbindelse med øvelsen, fortæller han, idet Rusland er stærke på de mere klassiske, hårdtslående strategiske våben, mens Kina er stærke på den nyere teknologi.

Blandt både USA, Kina og Rusland er der løbende et våbenkapløb i gang for at vinde den teknologiske overhånd over for de andre. Blandt andet har et nyt russisk missil tidligere vakt bekymring i USA.